IV*).

Jeg, Fenger, som ikke kan tiltræde noget af de forestaaende Vota, tillader mig at fremstille min Anskuelse af Sagen i følgende Betragtning.

Vanskeligheden ved at faae ordnet Dissenternes Børns Undervisning ligger efter min Overbeviisning deri, at man, forsaavidt de ikke have oprettet særegne Skoler, vil indordne dem under det almindelige Skolesystem, og at dette er grundet paa Tvang.

Enhver, som har havt at gjøre med Dissenterbørns Anbringelse i vore almindelige Skoler, har vistnok erfaret, hvor vanskelig de anbringes der, selv naar Fritagelse for Religionsundervisning bliver tilstaaet, hvor ringe Børnenes Fremgang er, og hvor hyppig Forældrene forsøge, snart under et, snart under et andet Paaskud, at unddrage Børnene fra Skoleundervisningen.

Det Raad, som ligger nærmest, er dette, at lade Dissenterne selv sørge for deres Børns Undervisning, siden den, som tilbydes dem af Staten, er dem saa modbydelig. Men man har til dette Raad bemærket, at herved vilde ligesom udsættes en Priisbelønning for at træde over til Dissenterne. Man tvinger vore Egne, hedder det, til at sende deres Børn i Skole; men De, som træde ud af Folkekirken, skulle ved dette Skridt kunne fritage sig selv for en ofte besværlig Tvang.

*) Erklæring af et enkelt Medlem i Commissionen: Fenger.

Vilde det ikke være utilbørligt? Jo vistnok. Men man har endnu en Udvei til at frembringe Ligelighed i Forholdene. I Stedet for at bringe Dissenterne ind under Skoletvangen, kan man løse denne for Folkekirkens Medlemmer, og derved virke Gavn i flere Retninger.

Denne Sandhed er

„Velgjerninger paanodes ikke." ikke skeet Fyldest med Hensyn til Underviisningens store Velgjerning. Ifølge det bestaaende System sørger Staten ikke blot for Undervisningsanstalter og opmuntrer til at benytte dem, men mulkterer ogsaa Forældre, som ikke sende deres Børn i Skole og bidrager derved, høilig mod sin Villie, til at gjøre Skolen forhadt.-Folk ville dog nok være kloge, naar de kunne blive det, ønske ogsaa i Almindelighed, at deres Børn skulle lære noget. Man arbeide derfor paa, at Skolerne blive godt udstyrede, og fremfor Alt blive forsynede med flinke og livlige Skolelærere; man fratage disse Mulkteringens falske Støtte, og lade dem selv sørge for, hvorledes deres Skoler blive fyldte: saa skulle de gavnlige Følger ikke udeblive, og saa klarer det fig uden Vanskelighed, hvad Staten skal gjøre med Hensyn til Dissenterbørns Undervisning. Skoler ere reiste trindt i Landet. Lad deres Døre staae aabne for Børn, som ville besøge dem; men man tvinge Ingen. Ville Dissenterne selv undervise deres Børn, eller ville de selv oprette Skoler, da betragte man saadanne Foretagender med Velvillie. Tvang og utidig Control ville fordærve Alt.

Ja, men saa opvore en Mængde Børn i Uvidenhed og Raahed! Det kan ogsaa skee naar de nødes til Skolegang. Hovedsagen er først, at Forældrene skjønne paa Underviisningens Gode og ville have deres Børn underviste; dernæst, at de have Tillid til Underviisningsanstalterne og sende deres Børn i Skole; endelig, at Børnene vinde deres Skole kjær. Saa gaaer Skoleundervisningen fin ønskelige Gang. Men

denne ønskelige Gang kan ikke fremtvinges, ikke engang ved de strengeste Mulkter. Mulkteringen har i flere Henseender viist fig skadelig, har ofte forstyrret Forholdet mellem Skolebestyrelsen og Befolkningen, saavelsom mellem denne og Skolelæreren, og har bortdraget Lærernes Opmærksomhed fra de egentlige og rette Midler til at samle Ungdommen om sig.

Lad Staten da tilbyde Undervisningen, men ikke tvinge til den: det være den ledende Grundsætning! Man slipper da ud af Forlegenheden med Dissenternes Børn; thi de behandles da i det Væsentlige ligesom Folkekirkens. Staten skal vel have et vist Indseende med Forholdet mellem Forældre og Børn. Den maa saaledes paasee, at Forældrene ikke mishandle Børnene eller sælge dem o. a. desl. Men den egentlige Opdragelse (Underviisningen iberegnet) bliver væsentlig Hjemmets Sag, og kan ikke af Staten controlleres.

Om § 11 i Loven af 13. April 1851 bliver staaende eller forandres, har, saavidt jeg skjønner, ingen væsentlig Interesse. Men, at Skoletvangen fjernes, er af yderste Vigtighed, dersom vore Skoler skulle blomstre. At paavise dette nøiere, kan ikke være Hensigten af dette Votum, som kun vil udpege Roden til Vanskelighederne i den Commissionen forelagte Sag. Skulde Undertegnedes Anskuelse gjøre sig gjældende, vilde ingen enkelt Foranstaltning være tilstrækkelig, men en Forandring maatte da forberedes i vor Lovgivning Skolevæsenet betræffende.

V.

Anhang.

I tvende af de Betænkninger, som af Kirkecommissionen ere

afgivne i Anledning af det til sammes Overveielse henstillede Spørgsmaal om Maaden, hvorpaa § 11 i Løven af 13. April 1851 maatte være at bringe i Anvendelse, har man yttret sig om Ønskeligheden og Nødvendigheden af en Lov til Regulering af de fra Folkekirken afvigende Troessamfunds Forhold, overeensstemmende med § 83 i Grundloven. Commissionen har anseet det stemmende med det den overdragne Hverv at forelægge Ministeriet for Kirke- og Underviisningsvæsenet et af en dertil nedsat Committee udarbeidet Udkast til en saadan Lov, som imidlertid ikke har kunnet komme under endelig Behandling. Som Bilag vedlægges de af afdøde Biskop Mynster udkastede „Momenter til Discussion om en Dissenterlov“.

Elementer af en Dissenterlov.

A.

For at et Religionssamfund kan anerkiendes, udfordres, at det tilstiller Regieringen en Troesbekiendelse, eller besvarer visse af Regieringen forelagte Spørgsmaal, hvorved der kan

haves Sikkerhed for, at Intet læres eller foretages i Samfundets Forsamlinger, som strider mod Sædelighed og den offentlige Orden.

Regieringens Anerkiendelse giver et Samfund Ret til offentlig Gudsdyrkelse, under Ledelse af egne Præster, Lærere eller Forstandere.

2.

Samtlige Præster og Lærere eller Forstandere ved et i Riget anerkiendt, fra Folkekirken afvigende Religionssamfund, behøve, inden de kunne tiltræde deres Function, Autorisation af Regieringen, som forbeholder sig at have Tilsyn med, at disse Mænd besidde den almindelige Dannelse og Kundskab, for at Læreembedet kan betroes dem, samt at en passende Løn er dem tillagt.

3.

De Troessamfund, som ikke have søgt Regieringens Anerkiendelse, have Ret til at holde Forsamlinger for Samfundets Medlemmer, men det er dem ikke tilladt at holde offentlig Gudstieneste.

4.

Enhver Bygning, hvori et fra Folkekirken afvigende Religionssamfund agter at holde Gudstieneste, maa anmeldes for vedkommende civile Overøvrighed, og Samfundets Forsamlinger, forsaavidt de ikke have Charakteren af Huusandagt, maae stedse holdes for aabne Døre.

5.

De Medlemmer af Folkekirken, som ville forlade denne, for at slutte sig til et Dissentersamfund, have i denne Anledning at møde personligen hos vedkommende Øvrighed, eller ved en notarialiter attesteret Erklæring at bringe deres Beslutning om at udtræde til dennes Kundskab, hvorefter den meddeler dem et Vidnesbyrd om, at faadan Anmeldelse er fleet. Øvrigheden