at være Gjenstand for foreskrevet Undervisning, maa naturligviis ogsaa for Dissenterbarnets Vedkommende Forældrenes Krav paa at bestemme Noget om dets vedblivende Henhøren til samme Samfund, til hvilket de selv høre, falde bort.

Det synes, at der i endeel af de i denne Sag afgivne Erklæringer deels for eensidigt er benegtet, at den, selv paa Folkekirkens Standpunkt staaende, Skolebestyrelse skulde kunne erkjende det Almeen-Religiøses Fremtræden i en anden Form, deels urigtigen er forudsat, at Skolens Benyttelse til, hvor det viser sig nødvendigt, at bibringe afvigende Troesbekjenderes Børn de almindelige religiøse og sædelige Forestillinger nødvendigen maatte medføre en paa dette Formaal alene beregnet særlig Underviisning; vi troe, at den Undervisning, der for Børnene i det hele gaaer ud paa noget Andet og Mere, ogsaa kan tjene dette Formaal nødtørftigen; og med det Nødtørstige maa Staten her lade sig nøie. Visselig vil denne Undervisning for Dissenterbørnene ikke være en særdeles kraftig og indtrængende; men en saadan kan Staten umulig sikkre dem, der nu engang ere udenfor Folkekirken. Ligesom to af de Biskopper, der have afgivet Erklæringer i denne Sag, ikke have tilraadet nogen Forandring i Bestemmelsen i § 11 i Loven af 13de April 1851, saaledes synes det Resultat, hvortil afdøde Biskop Mynster er kommen, uagtet han andrager paa en Forandring, dog i Virkeligheden ikke at adskille sig faa særdeles meget fra hvad her er udviklet. Thi ogjaa han vil, at, forsaavidt Dissenterbørn ikke undervises (i Religion) i Skoler, skulle de møde ved de halvaarlige Examina i de offentlige Skoler, for at vedkommende Skolebestyrelse kan paasee, at deres Underviisning bliver tilstrækkelig. der kan dog, da her er Tale om Børn, der just paa Grund af Afvigelse fra Folkekirken ikke have deeltaget i Skolens Religionsundervisning, hermed ikke være meent, at Bør

Men

nene skulle prøves i Folkekirkens specielle Lære, da faa hele Fritagelsen for disse Børn var aldeles intetsigende. Naar Børnene befindes utilstrækkeligt underviste, vil han, at Børnene skulle indskrives i Skolen og undergives samme Forpligtelse som andre Børn. Dette er nu vistnok med Hensyn til Tilegnelsen af Undervisningen Mere, end hvad Loven af 13de April 1851 antyder og her foreslaaes, medens der, hvað Skolegangens Omfang angaaer, ganske forlanges det Samme; men naar det dog tillige i Erklæringen forudsættes, at det bliver forbeholdt Barnets Valg, om det vil confirmeres i Folkekirken eller ikke, da ligger deri Noget, der næsten gjør det umuligt i Skolen ved Religionsunderviisningen at tilsidesætte et Hensyn til Barnets særlige Stilling. Naar man bestemt vil forkaste det i Loven af 13de April 1851 § 11 i Almindelighed antydede Princip, nemlig at prøve Dissenterbørn af ikke anerkjendte Samfund (eller af anerkjendte paa Steder, hvor disse Samfund ingen af det Offentlige autoriseret Undervisning have) med Hensyn til en ikke confessionel religiøs og sædelig Oplysning og, i Tilfælde af, at Staten skal med Tvang tage sig af slige Børn, da for dem at læmpe Undervisningen eller dens Tilegnelse ved større eller mindre Opgivelse af det confessionelle Præg, vil man, synes det, ved Udførelsen nødvendig komme til Eet af To, enten til at paalægge alle Dissenter, der ikke høre til et af de anerkjendte Troessamfund, at lade deres Børn oplære som hørende til Folkekirken, hvilket vi ikke antage, lovlig gaaer an, eller til at opgive alt Tilsyn med disse Børns religiøse og sædelige Undervisning. Henvisningen til egne af Samfundene oprettede Skoler er, som ovenfor antydet, udenfor de store Stæder (rettere udenfor Kjøbenhavn alene) upraktisk og bliver i det Hele af meget usikker Betydning, saalænge det ikke er paaviist, hvordan man (med Forkastelsen af enhver ikke-confessionel

III.

29

Prøvelse af religiøs Dannelse og Oplysning) tænker sig den Maalestok, hvorefter Staten skulde bedømme slige Skolers Tilstrækkelighed, og hvorledes og ved hvem man tænker den anvendt.

Det er unegtelig muligt, at paa et enkelt Sted ogsaa udenfor Kjøbenhavn et eller flere fra Folkekirken afvigende Samfund kan varigere vinde en saadan Udbredelse, at den Form for Anvendelsen af den omhandlede Lovforskrift, som her er foreslaaet, ikke strækker til eller ikke kan bruges uden forstyrrende Tilbagevirkning paa Skolens Religions - Underviisning for dem, for hvem den nærmest og egentlig er beregnet, og det vil da blive nødvendigt at tænke paa yderligere Foranstaltning; men det synes lidet hensigtsmæssigt nu at indlade sig paa Overveielse af saadanne Forhold, som man maa ønske og haabe, ligge fjernt. I den Overbevisning, at man ved en for Lovgivning og Bestyrelse saa vanskelig Gjenstand som den, hvorom her handles, ikke bør binde sig ved meget i Detail gaaende almindelige Bestemmelser, er det her tilraadet at læmpe Foranstaltningerne saameget muligt efter de concrete Forhold og Omstændigheder; ifølge samme Overbeviisning kan det neppe heller ansees for ønskeligt, at den Veiledning, som det meget ærede Ministerium, hvis det billiger den her givne Opfatning af Sagen, kan finde det rigtigt at give de Autoriteter, inden hvis Kreds der er Trang dertil, for Dieblikket i en bindende almindelig Form meddeles alle Skolebestyrelser.

I henhold til, hvad saaledes er udviklet, indstille vi, at Cultusministeriet, saalænge de Religionssamfunds Stilling, der afvige saavel fra Folkekirken som fra de andre anerkjendte Troessamfund, ikke er ordnet ved almindelig Lov, forsaavidt dets Resolution begjeres om Udførelsen af § 11 i Loven af 13de April 1851, henviser Skolebestyrelserne først til ved

halvaarlige Prøvelser af vedkommende Børn, foretagne under skjønsomt Hensyn til de paagjeldende Secters større eller mindre Fjernelse fra Folkekirken og den positive christelige Lære, at forvisse sig om, hvorvidt og hvorledes Forældre eller Værger sørge for en Udvikling af religiøse og sædelige Forestillinger hos dem, og til at paasee, at ikke Fritagelsen for Skolens Religionsundervisning udstrækkes til Fritagelse for den øvrige Underviisning uden under de herfor gjeldende lovlige Betingelser, og dernæst til, naar der, i Mangel af enhver anden Udvei, bliver Spørgsmaal om Tvangs-Optagelse i Skolen, da at lade slige Børn være tilstede ved Skolens almindelige Religionsundervisning og benytte den med de Læmpelser, navnlig de Udeladelser af Lectier og ved Examinationen, som de særlige Forhold anvise og tilraade.

II*).

En af syv Medlemmer bestaaende Minoritet udbeder sig

det høie Ministeriums Opmærksomhed for følgende Yttringer:

Det er vistnok et Formaal af Betydenhed for Staten at have Tilsyn med, at dens Borgeres Børn, hvad enten disse skulle opdrages i Folkekirkens Tro, eller ei, ikke opvore i Raahed og Vankundighed. Af de udenfor Folkekirken staaende Samfund have de ældre og bedre organiserede, Jøder, Katholiker, Reformeerte, endog i den allerseneste Tid Baptister, oprettet egne Skoler, og med Hensyn til de disse Partier tilhørende Børn, har Staten en Sikkerhed, der svarer til den, som den har for Folkekirkens Børn, at de ikke savne den for Statssamfundets Diemed fornødne Underviisning, saavel i de øvrige almindelige Kundskabsfag, som især i Religion, saa at der haves al den Betryggelse, som efter Sagens Natur kan fordres for, at de ikke udgaae i Verden, og indtræde i Borgersamfundet, uden at kiende de hellige Sandheder, fra hvilke Eden henter sin forbindende Kraft. Desto mere Anledning til Betænkelighed have de mindre, endnu ikke ret ordnede og ligesom i en Overgangstilstand værende Partier givet, og navnlig har der fra flere Steder i denne Henseende været ført Anke over de saakaldte Mormoner, at de, som ikke selv have giort noget Forsøg paa at oprette Skoler for deres Børn, have viist en afgiort Modstand mod al Berøring med Folkekirkens Almueskole. Det er et Tilfælde af denne Art,

*) Andragende af en Minoritet i Commissionen: Becker, Bentley Bonnesen, Brammer, Martensen, Paulli, Tryde.