§ 14. Med Hensyn til Kürken bør Menighedsraadet være opmærksomt paa Alt, hvad der kan tjene til at drage Menigheden til Guds Huus og til at forøge Stedets Anseelse og Værdighed og Gudstjenestens Høitidelighed.

§ 15. Menighedsraadet forestaaer et frit kirkeligt Fattigvæsen, hvis Indtægter ville kunne være frivillige Gaver, Indsamling i Kirkens Fattigtavler og Blok og saadanne Legater, som ikke henhøre under det almindelige Fattigvæsen. Dets Understøttelse uddeles til værdige Trængende i Menigheden uden Hensyn til den lovlige Adkomst til Fattigforsørgelse og uden at denne derfor kan formindskes. For dette Fattigvæsen aflægges aarligt Regnskab for Menigheden.

§ 16. Ved Visitatser af Provst eller Biskop samles Menighedsraadet for at meddele, hvad disse ønske at erfare, og forebringe Menighedens Ønsker.

§ 17. Ligesom Menighedsraadet vil have at afgive Erflæringer og Betænkninger over de Sager eller Spørgsmaal, som den kirkelige Øvrighed forelægger, saaledes har det ogsaa Ret til at indgive Andragender angaaende kirkelige Foranstaltninger.

II.

Sogneforholdet.

I Forbindelse med Oprettelse af Menighedsraad, maa Commissionen ansée det som nødvendigt, at man henvender Betragtningen til det, der umiddelbart kan fremme det kirkelige Liv, samt nære og vedligeholde den kirkelige Samfundsaand i den fælleds levende Tro og Stræben, som skal forene alle Kirkens Medlemmer til et virkeligt levende christeligt Samfund, saaledes at paa den ene Side hverken den Enkeltes Frihed eller hans aandelige Trang krænkes i sin naturlige og billige Ret, og paa den anden Side, at dog en nødvendig Orden opretholdes i Kirken. Vel staaer det ikke i menneskelige Foranstaltningers Magt at vække og fremkalde det aandelige Liv; men ved veloverveiede Hensyn til dettes Natur og Væsen kan man lette og bane Veien for dets Komme og Udvikling, ved at bortrydde det, der tilbagetrænger og svækker Livets frie Rørelse. Folkekirkens Fasthed og Styrke beroer væsentlig paa dens Medlemmers frie og levende Deeltagelse i og Kjærlighed til Kirkesamfundet med dets Goder. Naar denne Forudsætning er given, vil den ydre kirkelige Form udvikle sig let og naturligt af det kirkelige Livs eget indre Væsen, have sin Rod i dette, bæres og styrkes ved Medlemmernes Sympathi. Ved Overveielse af det, der saaledes nærmest maa komme i Betragtning, som Bidrag til at befæste det kirkelige Liv, er der een Fordring, der nu i en

ikke kort Række af Aar har været udtalt, og har gjort sig gjældende som en Trang i den danske Folkekirke, nemlig en friere Bevægelse for den Enkelte med Hensyn til de hidtilværende Sognebaand. I Hovedstadens kirkelige Forhold har en større Frihed været indrømmet; ligeledes har det Samme fundet Sted i Almindelighed med Hensyn til Ungdommens Confirmation, uden at nogen Ulempe for god kirkelig Orden har været at spore. Da nu en Trang til denne Friheds videre Udvidelse er tilstede, maa det i sig selv synes ønskeligt, at der i Almindelighed indrømmes en Løsnelse af det hidtil gjældende Sognebaand, saaledes at de i Menighederne, der ønske det og føle det som en Fornødenhed til deres aandelige Livs Næring og Opbyggelse, erholde Frihed til, under Jagttagelse af de fornødne Regler, at kunne holde sig til den Præst i Folkekirken, som har vundet deres særegne Tillid, og af hvem de før deres Vedkommende ønske de kirkelige Handlinger udførte.

Vi antage, at Erfaringen godtgjør, at der er en virkelig Trang til denne kirkelige Frihed indenfor Folkekirkens Grændser; men vi erkjende tillige, at det ikke er Fleertallet, men en Minoritet i Menighederne, som føler denne Trang og nærer det Ønske, at kunne, vedblivende som Medlemmer af Folkekirken, dog benytte et andet Sogns Præst i kirkelige Anliggender. Ligesom man da, paa den ene Side, med Billighed maa tilstaae Minoriteten Ret til at faae sin kirkelige Opbyggelse fremmet paa den for dem forønskede Maade, saaledes er det paa den anden Side ogsaa billigt, at Minoriteten lader sig nøie med faadan Indrømmelse og saadanne Betingelser, som ikke bringe Forstyrrelse ind i den almindelige vedtagne Orden, og som ikke gjøre Indgreb i Nogens Ret. De, der af virkeligt dybere Bevæggrunde ønske at benytte fig af en anden Præst end Sognets i kirkelige Anliggender,

kunne med Føie antages at være enige med sig selv om, hvilken Præst der tiltaler deres Individualitet, og som de ønske at faae til Sjælesørger. De maae derfor gjøre en Anmeldelse om Sagen til de kirkelige Foresatte, meddele til Sognets egen Præst alle de Oplysninger, der ere fornødne til de kirkelige Protocollers neiagtige Førelse, og tillige, i Medfør af Kirkesamfundets almindelige Orden, yde til Sognets Præst alle kirkelige Afgifter, der kunne betragtes som hørende umiddelbart til de locale Forhold. Naar disse Betingelser iagttages, formenes det, at ingen videre Tvang bør paalægges den Enkelte i nogen Sognekreds med Hensyn til, hvilken Sjælesørger han vil vælge blandt Folkekirkens lovligt beskikkede Præster; ligesom vi ogsaa med Grund tør antage, at denne individuelle Frihed vil blive brugt med megen Rolighed, og at man ingenlunde ved denne Indrømmelse har at befrygte den Uro i Forholdene, som man undertiden har været tilbøielig til at antage. Allerede Indrømmelsen af denne Frihed og Bevidstheden om at kunne bruge den vil formeentlig være en Tilfredsstillelse, vil berolige og vil i Almindelighed fremkalde en besindig Overveielse af Forholdene, førend man gjør Fig den Uleilighed at træde i kirkelig Forbindelse med en anden Præst end Sognets, som er nærmest.

Med denne Løsnelse af Sognebaandet er Hensynet til et umiddelbart dermed forbundet Forhold ogsaa fornødent. Nemlig, det er et Ønske og en Trang, der ligeledes er fremkommet i flere Kredse og paa forskjellige Steder, at Menighedsmedlemmer i et Sogn, der søge Opbyggelse ved private, gudelige Sammenkomster, ønske undertiden at kunne have et andet Sogns Præst, med hvem de ere troesenige, og til hvem de have særdeles Tillid, tilstede ved deres Sammenkomster, for at bidrage til Forsamlingens Diemed ved opbyggende Foredrag. Naar Sagen betragtes fra den christelige

Side, synes det at være ganske naturligt, at Præsten, ifølge fit kirkelige Kald og sin Ordination, maa have Frihed til at yde Troesvenner, som ønske det, denne Tjeneste, og ikke være hindret derfra ved borgerligt Forbud. Commissionen har overveiet den Betænkelighed, Sagen ved første Diekast kunde synes at have, naar man vilde betragte den som en Frugt af utidig Virksomhedsiver hos enkelte Præster; men man har erkjendt, at det nærmeste og overveiende Hensyn er Menighedens Tarv og Tjeneste; naar Præsten er tilstede i en gudelig Forsamling, saa er det en Tjeneste, der vises Menigheden, et Bidrag til at samle og styrke Menighedslivet, en gavnlig Samvirken af Kirkens Kræfter. Det ligger ogsaa i Folkekirkens egen velforstaaede Interesse at benytte paa denne Maade Personlighedens Virksomhed og Indflydelse til hele Samfundets Bedste. Folkekirken vil under alle Omstændigheder være bedre tjent med, at de aandelige Bevæ= gelser i Menighederne slutte sig til Præsterne og ledes af dem, end foranlediges til at isolere sig og løsrive sig fra Forbindelse med Kirkens ordinerede Tjenere. Vel har den enkelte Præst sin bestemte Kreds betegnet og anviist, hvor han har sin begrændsede Virksomhed, og i Regelen vil vistnok den samvittighedsfulde Mand baade erkjende, at der er Arbeide nok for ham i denne Kreds, og ansee sit Kald og fin Pligt her specielt begrændset; men paa den anden Side bør det dog ikke være ham formeent, at virke, naar der yttres særdeles Ønske derom, hvad han, med besindigt Omdømme og i Betragtning af Forholdene, antager at kunne virke til Kirkens almindelige Bedste ogsaa udenfor sin Sognekreds, forudsat, at han ingen Pligt eller Skyldighed, med Hensyn til geistlig Omsorg og Sjælepleie, forsømmer i sit eget Sogn. Den Betragtning, at Folkekirkens Præster ere kaldede til at virke med forenede Kræfter i broderligt Samfund, hver efter sine