dette Sammenhængspunkt er opgivet, og det Hele opfattet som et lille orientalsk Genrebillede, kan den theatralske Fremstilling tilstedes.

Vi kunne imidlertid ikke stilles fra det lille Arbeide uden at gjøre nogle Ophævelser over det i reen sproglig og rhytmist Henseende. Her ere nemlig endeel Ufuldkommenheder, som røbe en Begynder, og som let maatte kunne være undgaaede. Der findes ikke faa Sprogfeil, f. Er. P. 7. Gjør mig ei mindre da", skal være: gjør ei mindre imod mig". P. 15. Torst for Blod", skulde være: Tørst efter Blod". Den bestemte Artikel udelades tidt foran Adjectivet: P. 19. Ha regn ei mine Ord som svage Qvinde“; „Maaskee jeg synes dig som vilde Rovdyr". P. 35. „Er let til vilde Brusen". — P. 22. „Jeg søgte den i Teltet binde" (Udeladelsen af "at" er haard.) P. 35. Og har nu let at dadle Ungdoms Daarskab" (Udeladelsen af „ved“ er en Germanisme). P. 37. Naar .. de klaged heit Paa o. s. v. (istedenfor over"). P. 92. „Held Huset vel". (Man seer ei, hvad „vel" her betyder). P. 74. „svulme" brugt transitivt.

P. 87-88. (forfeert Ordstilling):

Naar ædelt handler Du, da frydes jeg

Om slette Daad fuldbringer Du ...

I metrisk Henseende maae vi dadle, at Forf. ikke sjeldent anvender Eenstavelsesord, og det betonede, som den tonløse Stavelse, der kan tilføies efter sidste Led i den femfodede Jambe; f. Er. P. 34. Naar jeg forelsket nærmer mig og vil ei". P. 51. Læg den paa denne hede Pande, tal til". P. 52. „I gamle Qvinder gjerne vilde, da kom".

"

P. 78. Med Skræk i alle Miner, beder ængsteligt" her er en Fod for mange.

Ledige_Embeder. 5te Jan. Skagen i Aalborg Stift; Reg.8 Sum 985, ny Ans. 242 Rbd.

6te Jan. Embedet som ordineret Catechet og første Lærer ved Borgerskolen i Bogense. 11te Jan.

201 Rbd.

Søllested paa Lolland; Reg.s Sum 906, ny Ans.

Udnævnelse. 7de Jan. Sognepræst for Næsby og Tyvelse i Sjælland, G. E. M. Branner, til Sognepræst for St. Petri Menighed i Slagelse.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling. Thieles Bogtrykkeri.

Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Paftor C. Rothe,

udgivet af

I. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 3-4. Den 20de Januar.

1854.

Indhold: 1. L. C. D. Westengaard; af Dr. Kalkar. 2. Om Psalmebogsagens Fremme; af C. Rothe. 3. Den evangeliske Union i Tydsk= land; af H. 4. En Jesuiter-Prædiken om Jomfru Maria; af -e. 5. Vie vandets Virkninger. 6. Ultramontan Historieskrivning. 7. Zahle, Etatsraadinde Bruun; anmeldt af -n. 8. Schwarzkopf, Supplement til ny geistlig Stat; anmeldt af -ion. 9. Ledige Embeder.

+

Laurits Christian Ditlev Westengaard.

Naar Forf. heraf søger at bevare Mindet om en hedengangen Ven og Embedsbroder og at bringe dette Minde ud i en videre Kreds, da veed han vel, at der have været langt navnkundigere Præster i Danmark, end Laurits Christian Ditlev Westengaard; men han tør nok paastaae, at der ikke har været ret Mange, i. hvem Natur og Naade arbeidede i en skjønnere Forening, ikke ret Mange, i hvem Christus saaledes har vundet Skikkelse og som renere end han have baaret en christelig Sjælesørgers Billede. Hans ydre Livs Skjebner var kun faa. Født af en gammel Præfteslægt af Forældrene Provst Otto Westengaard og Anne Kirstine Lange i Kundby i Sjælland, den 8de

Juli 1795, kom han 1805 i Slagelse Latinskole i daværende Conrector, siden Prof. Jens Mollers Huus, derefter i Roskilde Skole i Huset hos daværende Adjunct, nu Provst D. Smith; han blev Student 1812, theol. Candidat med Udmærkelse 1816. Hvad de nysnævnte aandrige og livlige Mænd have virket paa den modtagelige Yngling, det bevarede Manden i taknemlig Erindring, og et trofast Venskab omsluttede dem i Livets modnere Alder. Thi det, der rørte sig hos ham i Ungdomsaarene, en levende Interesse for alt Ædelt og Skjønt i Folkeudviklingen, i Literatur og Kunst, en inderlig Kjærlighed til Fædrenelandet, det fulgte ham ligetil hans Dod; en Ungdomsvarme var udbredt over ham, men de naturlige Tilboieligheder bleve ved Aarene luttrede, støttede og baarne af en ualmindelig Kjærlighed til Gud og Frelseren, hvorved der først dannede sig den evangeliske Betragtning af alle Livsforhold og Tildragelser, som udgjorde det Eiendommelige hos ham. Han deeltog som Candidat i Tidens Bevægelser, var en yndet og afholdt Lærer ved de da anseete Borgerdydskoler og bekjendt for Mange ved den Livfuldhed, hvormed han sluttede sig til alt, der forekom ham nyt og mærkeligt. En ny Kreds aabnede sig for ham, da han 1819 blev Adjunct i Vordingborg under den ædle Rector Suhr, med hvem han vedblev at staae i et fortroligt og elskeligt Forhold. Her, i en smuk Egn, i Nærheden af mange fortrinlige Mænd, som D. Smith, N. Svtoft, Tage Müller og Fl., begyndte hans lykkelige Huusstand; han ægtede her sin fortræffelige Forlovede, Else Marie Høyen, en Datter af Brygger Anders Larsen Høyen og Inger Margrethe Schröder. Disse hans Svigerforældre havde fra Bondestanden arbeidet sig op til meget velhavende Kjøbstad-Folk, endskjøndt en Deel af deres Formue gik tabt for dem; de forstode imidlertid at gjøre den rette Brug af det, som var dem betroet, og Prof. N. Høyen (gift med W.s Søfter) og hans Søfter Marie fik en Opdragelse, der svarede til deres ualmindelige Evner; det var intet Under, at disse to Børn var de Gamles Løn og Stolthed. Ogsaa Westengaards Hustru fortjener et Minde her; hun forbandt med en rig Dannelse en sjelden Alvor og en stærk og dyb Kjærlighed. Fremtraadte undertiden hendes Alvor i et afmaalt Væsen, saa at de,

"

som stode hende fjernere, ansaae hende for streng og kold, saa vide dog alle de, der gjorde et nøiere Indblik, at hun havde et ømt Hjerte og en levende Medfølelse, at hun var gjennemtrængt af en sand og uskrømtet Gudsfrygt og kun var fast og bestemt, fordi hun fulgte sin Pligt. Og dette var netop i høi Grad velgjørende for hendes Mand; thi naar han var altfor tilbøielig til at give efter for Dieblikkets Indtryk, saa forstod hun ved sin fiffre Takt og sit klare Blik at lede ham tilbage til den rette Linie. Westengaards hele Hu stod til geistlig Virksomhed; thi Guds Søns Erfjendelse udgjorde hans Sjæls Rigdom, og træffende har en Taler ved hans Baare bemærket, at hans flereaarige Skoletjeneste var som Jakobs syv Aars Tjeneste for Rachel, men det gik ham som Patriarchen, at det syntes ham at være faa Dage, fordi han havde Kjærlighed til sin Gjerning og arbeidede under lykkelige Forhold". Den forventede Time log for ham, da han den 7de Juni 1827 blev Sognepræst for Pedersborg og Kindertofte Menigheder i Sjælland; om de faa Aar, han tilbragde der, veed Forf. heraf intet, uden at det af hans Breve kan sees, at dette Sted ikke svarede til hans og hans Hustrus Forventninger. Kun 3 Aar blev han der, eftersom han allerede den 4de Juni 1830 forflyttedes til St. Hans Menighed i Odense. Fra denne Stund gik Livet op for ham i dets Fylde og Rigdom, der var han en Præst og Sjæleførger i Ordets fuldeste Betydning. I de Aar knyttedes det Venskab, som Forf. af disse Linier kalder den bedste Deel af it Liv.

Naar vi skulle skildre Westengaards Egenskab som Prædikant, da kunne vi ikke gjøre det sandere, end med de Ord, Biskop Engelstoft udtalte over ham: „han vidnede om Gud og den, han udsendte, at Menneskene skulle have Frelsen i hans Navn; han vidnede thi som det at vidne er et Andet end at lære og forkynde, som kun den kan vidne, der har erfaret og fornummet det, hvorom han forkynder, saa lægge vi saa gjerne Vægten paa det Ord, at en Herrens Tjener skal vidne for Menigheden; og see! denne vidnede, naar han med det simple, funftløse, hjertelige Ord udtalte, hvad der i en stille Time havde opfyldt hans Sjæl med Tilbedelse og hellig Andagt, eller hvað

der i Menighedens Forsamling gjennemstrømmede det fromme, af Evangeliet dybt grebne Hjerte". Hans Prædikemaade var forskjellig fra de fleste Andres; det var kunstløse, ofte uregelmæssige Udtalelser af hvad der bevægede sig i ham, belyst af Evangeliets Lys; han omtalte Tidens Begivenheder, udkomne Bøger, mærkelige Tildragelser med en Ugeneerthed, som faa Prædikanter vilde have tilladt fig; men den, som var vant til at høre ham, mærkede snart, at det var levende Vandspring, som udvældede af hans Liv, og at Westengaard maatte tale saalebes, fordi han ikke kunde tale anderledes. Derfor glædede han sig altid barnligt og inderligt til enhver Søndag og Høitid og enhver endog den sædvanligste Embedsgjerning; det var hans kjæreste Syn, naar han fra sin Bolig saae over til sin kjære Kirke; den Dag, han begyndte at læse med sine Confirmander, var ham en Høitidsdag“. Denne Dag, skrev han til sin ugifte Søster, den 22de Novbr. 1849, er for mig en af de vigtige Afdelinger i mit Præsteliv, da jeg har begyndt at forberede tredive Børn til den høitidelige Bekræftelse af deres Daabspagt. Du har, kjæreste Søster! tvende Gange i forrige Aar oplevet saadanne Dage med mig og forenet dine Bønner med mine om Herrens Velsignelse over denne christelige Gjerning, som stedse medfører en ny og oplivende Virkning paa Sjælesørgeren og vistnok tillige paa den ham betroede Ungdom". Hvad han talte i Kirken, det bragte han igjen om i Husene, til Syge og Skrøbelige, til Alderstegne og Svage, til dem, som havde Forstand og Sind til at modtage det, og til dem, hvis Hjerte var lukket for Evangeliets Rigdom. Thi ligesom han var meget nøiagtig med Hensyn til de Visiter, som Convenients fordrede, saa gjorde han ogsaa altid mange Besøg som Sjælesørger i sin „kjære“ Menighed; men allevegne beherskedes hans Tale af Erkjendelsen af Guds Ords Rigdom, af Skaberens Viisdom og Kjærlighed; han kunde ikke holde Udtalelsen heraf tilbage; han maatte krydre Samtalen med den hellige Viisdoms Salt. Han holdt meget af at tale, og da han var aaben for alle Indtryk, saa dømte han undertiden for raft, for kort, for afgjørende; men man mærkede det paa den hastige Dom, at den udsprang af en brændende Nidkjærhed for Herrens Huus. Endog med