lade dette beroe frit paa Enhvers Samvittighed. Saaledes er det ogsaa ganske naturligt, at man lader det beroe paa den Enkeltes egen Overveielse og Betragtning, om han, istedetfor at unddrage sig fra al Forbindelse med Kirken, vil gjøre sig den Uleilighed at antage en anden Præst til sin Sjælesørger, idet man dog for den kirkelige nødvendige Ordens Skyld her maa fordre, ai den foretagne Forandring maa anmeldes til Underretning for vedkommende Sognepræst. Denne Indrømmelse til den Enkeltes kirkelige Frihed vil jeg ikke som Dr. Kalkar falde en Begunstigelse", men en simpel Ret, som Samfundet er den Enkelte skyldig, og som det handler klogt i at tilstaae. Og jeg antager, at denne Indrømmelse vil i Almindelighed baade jevne Sogneforholdet saaledes, at dets Goder ville blive bedre erkjendte og paaftjønnede end hidtil, og tillige aabne den Enkelte, der føler sig trykket af Forholdet, Üdsigt til at bygge og boe i vort Kirkesamfund med Tilfredshed og Kjærlighed, uden at han behøver at fristes til at søge sin Tilflugt hos Secter og Fremmede. Dr. H. C. Rørdam.

En Bemærkning.

Ved at læse afdøde Biskop Mynsters: „Meddelelser om mit Liv", finder jeg Side 258, at han, efterat have nævnet mig iblandt de Mænd, fra hvem han indhentede Betænkninger om det første Udkast til et nyt Ritual, derefter tilføiet: „Den Sidstnævnte valgte jeg, fordi jeg gjerne vilke have En med, som kunde heregnes til det saakaldte Partie, men som dog hørte til de Moderate".

Jeg negter iffe, at det har gjort mig ondt, saaledes af den bortfaldte Hædersmand at være stemplet som Partimand. Ikke i eet eneste af den senere Tids kirkelige Spørgsmaal har jeg stemt med noget Parti, men stedse med den lutherske Kirke i Danmark; thi at jeg i Baptistsagen var iblandt dem, der ikke kunde ansee Tvangsdaab for tilladelig, vil vist ikke af Andre blive regnet for en Partianskuelse. Idetmindste er jeg mig bevidst, ligesom jeg udtalte det i en i den Berlingste Tidende indrykket Artikel, at denne Anskuelse støttede sig paa objective kirkelige Grunde. Da min Livs- og Embedsstilling stadig har bragt mig i Forhold til Mennesker, der hyldede de Anskuelser, som tillægges det saakaldte Parti", har det ofte været mig tungt, at maatte træde i en bestemt udtalt Opposition derimod, og derved undertiden at blive Gjenstand for Misforstaaelse og

Miskjendelse hos Mennesker, med hvem jeg langt hellere stod i et inderligt og sympathetist Forhold. Men jeg kan iffe bortgive noget af det, jeg erfjender for Sandhed.

Dersom mit Standpunkt skal betegnes med noget Stempeludtryk, saa vilde jeg sige, at jeg er lutherst høikirkelig; thi i Dogmatik og Kirkesager er jeg stedse den lutherske Kirkes Mand. Som saadan roer jeg ogsaa at have viist mig i de nogle og tyve Skrifter og Afhandlinger, jeg efterhaanden har offentliggjort. Navnlig tør jeg henvise til Skriftet: Om symbolske Bøger i den lutherske Kirke" 1833, og til Piecen: „Den evangelist lutherske Kirkes Grundsætninger om Kirkens Repræsentation. 1848."

=

Naar Biskop Mynster har havt en saadan Grund til at affordre ogsaa mig en Betænkning over det første Udkast til et Ritual, saa har han virkelig været i en Feiltagelse. Dengang havde jeg offentliggjort mit Skrift om Det Danske Kirkeaar", hvis første Oplag hurtig udsolgtes, ligesom der nu af det andet Oplag fun ere faa Eremplarer tilbage. Da jeg saaledes havde godtgjort, at jeg mere end almindeligt havde afgivet mig med kirkelige Oldsager, navnlig liturgiske, søgte jeg deri Grunden til hans Forlangende, og fra dette Synspunkt gif mine Bemærk ninger ud. Det viste sig, at han ikke overfaae dem, eftersom Adskilligt blev forandret overeensstemmende dermed. Men der som jeg havde ahnet den sande Grund, vilde jeg sikkert have oplyft ham om hans Vildfarelse; thi nu blev hans Hensigt ganske forfeilet, eftersom jeg netop i denne Sag er blevet haardt badlet, endog af det saakaldte Parties" moderate Medlemmer. Men jeg kunde ikke ahne Noget derom, thi min Betænkning blev mig afæstet igjennem Director Waage, min dengang værende Foresatte, og blev atter afgivet til ham. Jeg fik iffe engang hans Betænkning at see, eftersom han hvergang lod mig skrive først og bryde Isen.

Vemmeløv i Mai 1854.

Wilh. Rothe, Dr. theol.

Ledige Embeder. 18de Mai. Frue Sognekald i Svendborg; Reg.s Sum 1610 Rd., ny Ans. 392 Rd. Norup i Fyens Stift; Reg.8 Sum

880 Rd., ny Ans. 255 Rd.

Dette Ugeskrift omdeles hver Fredag, og koster 2 Nd. 32 Sk. om Halvaaret. For Udenbyes, der ønske Bladet med Posten, er Prisen 2 Nd. 44 S. Subscriptionen, der er bindende for en halv Aargang (eet Bind), modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postcontoirer.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykferi.

Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe,

udgivet af

3. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 24-26. Den 26de Mai.

1854.

Indhold. Kirke-Commissionens Andragende i Kirkeforfatnings-Sagen.

Andragende i Kirkeforfatnings-Sagen.

Skrivelsen af 27de December f. A., hvormed det høie Ministerium tilstillede Commissionen de i sin Tid afgivne Betænkninger angaaende Afholdelse af en Kirkeforsamling og angaaende Grundtrækkene for en eventuel Kirkeforfatning, var det vel ikke forudfat, at der herfra vilde indkomme Forslag vedkommende det egentlige Kirkeforfatnings-Spørgsmaal. Saafremt imidlertid Commissionen maatte finde overveiende Grunde til at ubarbeide et saadant Forslag, var det i den nævnte Sfrirelse yttret, at samme vilde blive modtaget af Ministeriet med villig Opmærksomhed. Det viste sig ogsaa snart, efterhaanden som Commissionen tog de enfelte Sager under Forhandling, at ethvert Andragende om ønskelige Forholdsregler og Foranstaltninger til at betrygge og fremme Kirkens Interesser først vilde erholde praktisk Betydning under Forudsætning af Tilstedeværelse og Virksomhed af kirkelige Or

III.

24

ganer paa lavere og høiere Trin. Saavel naar der tages Hensyn til vor Kirkes Stilling overhovedet og navnlig under den nuværende Statsforfatning, som naar der sees hen til de kirkelige Forhold udenfor Folkekirken og dens Stilling overfor andre Kirker og Religionssamfund, paatrænger Følelsen sig af de Savn i denne Henseende, der staae i Veien for Kirkens frie og kraftige Virksomhed. Commissionen har derfor maattet betragte det som et af fine første og vigtigste Hverv, at gjøre det kirkelige Forfatningsspørgsmaal til Gjenstand for særlig og omhyggelig Behandling.

Commissionen er ved denne Forhandling paa den ene Side gaaet ud fra den Betragtning, at det vilde være et Misgreb at skabe døde Former, som mangle Rod i selve det kirkelige Liv, ikke bæres og styrkes ved dettes Sympathier; og der er, i Erkjendelse af at den kirkelige Sands og det kirkelige Liv i vor Folkekirke er svagt, bleven taget Hensyn dertil. Men man har, paa den anden Side, ikke kunnet oversee, at der er Former, som ere vel stikkede til at styrke og befæste et aandeligt Liv i Folkekirken, saa at dette gjennem dem vil kunne fremtræde som Grundlag for den kirkelige Forfatning og for maae at bidrage til dens yderligere Udvikling.

Det er fremdeles en Forudsætning, som ligger til Grund for det efterfølgende Andragende i dets forskjellige Dele, og som Commissionen ønsker udtrykkeligt at udtale for at forebygge al Misforstaaelse: at, i Overeensstemmelse med Grundlovens § 3, den danske Folkekirkes, paa den hellige Skrift grundede, Bekjendelsesskrifter vedblive at være de samme, som anføres i D. L. 2—1, saa at den lovgivende Magt, hvilken Form vor Kirkeforfatning end modtager, ikke kan have Myndighed til at indføre nogen Lære, som er stridende imod disse Bekjendelsesskrifter.

Ligeledes har Commissionen troet at kunne ansee det som givet i Folkekirkens Stilling til Staten, uagtet en saadan Bestemmelse savnes i Grundloven, at Den af H. M. Kongens

Raadgivere, der stilles i Spidsen for Kirke- og Undervisningsministeriet, til enhver Tid maa være Medlem af det danske evangelist-lutherske Kirkesamfund.

Der har endvidere imellem Commissionens Medlemmer været Enighed om en vis Grændse, indenfor hvilken ForfatningsSpørgsmaalet burde holdes. Det er nemlig bleven bragt paa Bane, om Forslag og Andragender skulde udstrækkes ogsaa til den egenlige Bestyrelse i de reen kirkelige Anliggender, navnlig med Hensyn til geistlige Embeders Besættelse. Men det er antaget for retteft, her at blive staaende ved Spørgsmaalet om Ordningen af den kirkelige Lovgivnings - Magt, idet Anvendelsen af denne paa de kirkelige Bestyrelses - Forhold synes at burde overlades til en naturlig Selvudvikling.

Endelig have samtlige Commissionens Medlemmer været enige i de Forslag, som sigte til at fremme og bestyrke et kirkeligt Samfundsliv i de enkelte Menigheder, og til at tilveiebringe en, med den evangeliske Frihedslov mere stemmende, Ordning af Sogneforholdet. Den Meningsforskjellighed, som her er fremtraadt, angaaer kun et enkeltstaaende Punkt af mindre Betydning.

Med større Betydning og Indflydelse har derimod Meningsforskjelligheden yttret sig ved Besvarelsen af Spørgsmaalet: ved hvilken Foranstaltning der skal søges raadet Bod paa den usikkre, fra flere Sider og i forskjellig Henseende betrængte Stilling, hvori Folkekirken befinder sig. Forskjelligheden angaaer imidlertid ikke noget Princip. Thi deri have alle Commissionens Medlemmer erklæret sig enige: at Folkekirkens Forfatning bør, î Overeensstemmelse med Grundlovens Tilsagn, søges ordnet ved Lov, og at en saadan Forfatning er nødvendig, for at den kirkelige Selvstændighed kan vorde betrygget, og den frie Udvikling vorde fremmet, og ligeledes enige deri: at de reen kirkelige Anliggender bør søges unddragne Rigsdagens Behandling. Men nogle af Commissionens Medlemmer have troet,