Buer som bare Hovedgefimset. Hver Pille skulde have en Nische med en Statue, og 2 joniste Søiler. Paa disse kom den store Kuppel til at hvile med 5 Rader Fordybninger, og øverst i Midten med en stor Aabning for Lyset. Alteret ligefor Hovedindgangen projecteredes som et halvrundt, otte Trappetrin høit Tempel, bestaaende af 4 fritstaaende korinthiske Søiler af hvidt Marmor. I Midten af disse skulde Alterbordet staae, foran den mellemste Bue, i hvilken et Maleri af Nadveren skulde være, og bagved dette en transparent Glorie. - Orgelet skulde anbringes over Alteret paa en Balkon, der laae tilbage; Piberne skulde ikke sees. Paa begge Sider af Alteret skulde tvende Døbefonter anbringes under Figur af en Engel, med et Fad i Haanden. Foran Altertemplet paa en Forhøining af 8 Trin skulde Prædikestolen hensættes, dannet af et aabent Gelænder, og omtrent i Midten af Kirken 1).

Som Kunstværk betragtet, maa man vist, ved at læse endog kun denne sammentrængte Skildring, beklage, at intet af de tvende Udkast er blevet fuldført; betragtet som en Kirke, bestemt til evangelist Gudsdyrkelse, vil det altid blive et Spørgsmaal, hvorvidt Bygningen ganske vilde have svaret til sin Bestemmelse. I vor Tid har der været Planer og Forslag først til at benytte Pladsen og Ruinerne til et Museum for Thorvaldsens Arbeider, senere, mere prosaist, til Privatbygninger. Regjeringen har imidlertid hidtil bevaret dem, saavidt vides med Tanke om, at Pladsen engang kunde finde Anvendelse efter sin første Bestemmelse. For denne har Professor Hetsch levende interesseret sig, og blandt andet foreslaaet, at der udsættes en Priisopgave: "at benytte Marmorkirkens Ruiner og Materialier til en Kirke, som svarer til Nutidens Fordringer." (Induftrifor. Ovartalsberetn. for 1851. p. 231-234.) Sørgeligt

1) See J. Collin: For Historie og Statistik. 2den Deel. Kjøbhyn 1825. p. 273-303, hvor Harsdorffs Plan med Kunstakademiets Kritikker ere meddeelte; ligesaa trende Grundtegninger af Bygningen. Harsdorff havde i fin Tid ladet udføre to Modeller af hele Kirken, som endnu staae paa Charlottenborg. Nyerups Beretning i hans Kjøbenhavns Beskrivelse er fuldstændigere end Kunstnerens egen, hvorfor jeg har meddeelt hiin.

vilde det være, om det kostbare, fortrinlige Fundament, som her haves tilligemed saa mange brugbare Materialier, skulde reent gaae spilt. Det forekommer mig, at den foreslaaede Fremgangsmaade er saa naturlig og simpel, at man kun maa ønske, at Udførelsen ikke lader vente forlænge paa sig!

(Fortsættes.)

Forklaring i Anledning af et Angreb i Dansk Kirketidende.

Hr. Pastor Viborg har i en Afhandling, indført i „Dansk Kirketidende“ Nr. 446-448 og betitlet "Have vi nogen af Christus given Forskrift om Daabens og Nadverens Administration?", rettet et Angreb imod mig, fordi jeg i nogle Bemærkninger om Præsteeden (Ugeskriftet af 18de Februar 1853) blandt Andet har yttret: „hvad angaaer „den af Christus givne Forskrift“ (Citat af Præfteeden), „da haves, som bekjendt, i Ordets strængere Forstand ingen saadan for Sakramenternes Administration."

Jeg troer næsten, at Hr. Viborg havde undladt dette Angreb, hvis han først havde taget en Forklaring af mig angaaende de paaankede Ord. Jeg skal da kortelig give en saadan.

Ved en Forskrift i Ordets strængere Forstand" tænkte jeg mig en Regel, der klart og fuldstændigt angav den Maade, hvorpaa Daabens og Nadverens Sakramenter skulle administreres. At vi ikke besidde en saadan af Herren selv, troer jeg, er „bekjendt“ allerede af den daglige Erfaring; thi dersom vi havde den, vilde der ikke iblandt Troende (f. Er. Ritualets Forfatter og Hr. V., med Hensyn til Nadveren), der formeentlig føle ligegod Lyst til at adlyde hans Forskrifter, være forskjellige Meninger om Sakramenternes rette Administration; og Hr. Viborg vilde ikke have behøvet at anvende Eftertanke og Lærdom, som skeet er, paa at udfinde og fremstille denne Forskrift i Ordets strængere Forstand.

་

Men denne Kjendsgjerning, at vi mangle en klar og fuldftændig Forskrift, omtalte jeg, da jeg nedskrev hine Bemærkninger, fordi den Regel, det danske Rituale giver, iffe er Chrifti, og den danske Kirke dog har overholdt denne Regel med en Alvor, der frister til at troe, at Præsteeden vil gjøre Reglen i det danske Rituale gjældende, som var den en af Christus given Regel. Og jeg formoder, at dette ogsaa er dens Mening. Idet den forpligter til at forvalte Saframenterne efter „den af Christus givne Forskrift“, stræber den for alle Menigheder at tilveiebringe den Administrations-Form, som Ritualet føreskriver, og modsætter sig paa det Bestemteste enhver Afvigelse, navnlig til Erempel en saadan Forandring, som den, Hr. Viborg vil have foretaget med Hensyn til Administrationen af den hellige Nadvere. Det var kun som Følge af denne Formodning den være nu rigtig eller ikke at jeg foreslog den af Chriftus givne Forskrift" rettet til den af Kirken givne Forskrift.“

Hvorvidt ellers Hr. V. i den nævnte Afhandling har været heldig nok til at danne en Forskrift i Ordets strængere Forstand for Sakramenternes Administration, der kan ansees for den rette christelige, for Chrifti egen, skal jeg, idetmindste for Tiden, ikke indlade mig paa at undersøge. Jeg meddeler kun til yderligere Forklaring, at jeg deler den sædvanlige christelige Overbevisning, at nemlig Indstiftelses Ordene constituere Sakramenterne, og at christelig Tro i Forbindelse med Eftertanke og Lærdom formaaer at danne en gyldig, klar og fuldstændig Administrationsforskrift.

Jeg haaber hermed tilstrækkelig at have antydet, at Hr. V. ikke saa ganske har vendt sig imod den Rette, da han angreb mig. Han undrer sig over, at Ingen før har gjort det: det kommer formodentlig deraf, at de fleste af Ugeskriftets Læsere have være mere umistænksomme imod mig, end Hr. V., og opfattet, hvad jeg skrev, paa den Maade, som jeg ovenfor har forklaret. Imidlertid vil jeg gjerne indrømme min ærede Modstander, at de af mig brugte Udtryk kunde give Anledning til Misforstaaelse.

Samtidig med, at Hr. V. har sluttet sin Afhandling i „Dansk Kirketidende“, har Hr. Birkedal deri indført en Artifel, hvori jeg beskyldes for „med Hensyn til Sakramenterne

at stille Herren fra hans Kirke". Mulig vil Hr. B. i Ovenstaaende finde Grund til at udsætte sin Dom. Jeg kan iøvrigt iffe tilbageholde den Bemærkning, at jeg ved Læsningen af Hr. B.s Artikel mindedes disse Ord af en Hedning: nullas infestas hominibus bestias, ut sunt sibi ferales pleriqve Christianorum. Det tilkommer ikke mig at bedømme, hvilken af Parterne Udviklingen af saa bitter en Tone, som den, hvori Hr. B. taler, meest er at tilregne; men det, at den er fremkommen, advarer mig om, at det er Tid at tage sig i Agt.

P. E. Lind.

En historist Opdagelse.

I den engelske Journal The Athenæum af 18de Marts 1854 findes indrykket et Brev fra den bekjendte Oberst Rawlinson, dateret Bagdad den 25 Januar 1854, hvori han meddeler en Opdagelse af særdeles Interesse for den bibelske Archæologi.

Ved Udgravninger, foretagne i Slutningen af 1853 ved Um-Deer (det gamle Ur i Chaldæa), er blandt Andet fundet to Leercylindre, som indeholde Efterretninger om de Værker, der ere blevne udførte af Nabonidus (den sidste Konge i Babylon), i Syd-Chaldæa, nemlig om Istandsættelsen af Templer, som oprindelig ere byggede af chaldæiske Konger i det Mindste 1000 Aar tidligere, Gjenaabningen af Canaler, gravne ved Nabopalassar og Nebuchadnezar etc. „Men den vigtigste Oplysning, som de meddele", siger Rawlinson, „er, at Nabonids ældste Søn hed Bel-shar-ezar1) og at han var gjort til Medregent af sin Fader. Dette Navn er upaatvivlelig Belshazzar (JYNWbD) hos Daniel; og herved gives os en Nøgle til Løsningen af et

1) Bel betyder Guden Bel, Shar en Konge, Ezar er den samme Navne-Endelse, som vi finde i Nabopalassar, Nebuchadnezar, Nergal-Sharezar etc. Naar vi see, at Nergal-Sharezar er blevet sammentrukket til Neriglissar, er det intet Under, at Bel-shar-ezar kunde blive forandret Belshazzar.

stort historist Problem, som hidtil manglede sin Løsning. Vi kunne nu forstaae, hvorledes Belshazzar, som deelagtig med fin Fader i Regjeringen, kan have været Regent i Babylon, dengang Staden blev angreben af Medernes og Persernes forenede Hære, og hvorledes han kan være omkommen ved Stadens paafølgende Bestormelse, medens Nabonid, som søgte at komme til Hjælp, led et Nederlag, blev nødt til at søge sin Tilflugt i Borsippa (eller Birs-i-Nimrud) og efter en kort Modstand nødt til at indgaae en Capitulation, hvorved det — ifølge Berosustilstodes ham at trække sig tilbage til Carmanien i en hæderlig Rolighed. Ved denne Opdagelse, at Navnet Belsharezar tilhørte Nabonids Søn, ere vi for første Gang istand til at forene authentist Historie (saaledes som den findes hos Herodot og Berosus, og ikke som vi finde den i Xenophons Roman eller i Ctesias's Fabler) med Daniels inspirerede Beretning, som danner eet af Bolværkerne for vor Religion".

Vi henvise dem, der interessere sig for didhørende Undersøgelser, til de vidtløftigere Meddelelser, som ere givne i ovennævnte Brev, og indskrænke os her til den angivne Notize om hiin Opdagelse, som vistnok fortjener al Opmærksomhed, blandt Andet ved Spørgsmaalet om Authentien af det saa omtvistede bibelske Skrift, der fører Propheten Daniels Navn, og der altið vil blive anseet for et af de mærkeligste literaire Monumenter, om der end ikke skulde tilkomme det en saadan Betydning, som tilkjendes det af Rawlinson efter hans ovenanførte Yttring.

--ng.

Om Reiseprædikener. (Efter et Brev i „Protest. Kirchenzeitung" 1854. Nr. 5). — A priori har jeg ved Navnet Reiseprædiken aldeles ikke kunnet tænke mig neget Fornuftigt og endnu mindre noget Gavnligt. Ordet siger intet, det er formodentlig indført for at undgaae Brugen af det andetsteds brugte „Gjæsteprædiken“, hvilket meget vilde minde om „Gjæsteroller“, som have Konstnerens Berømmelse eller det for Publicum Tillokkende for Die. Paa det kirkelige Gebeet kjender man dette Middel fra Jesuiterne og Methodisterne, og denne Agitationsmaade har meget Betænkeligt ved sig. Først og fremmest kan