som Psalmesang, som Forkyndelse vorder levende i den af Guds Aand bevægede Menighed. Den christelige Gudstjeneste kan ligesaalidet undvære Bønnen og Psalmesangen, der kalder den gudelige Stemning frem, som Prædikenen, hvori denne Stemning udtaler sig, forkynder sig og udvikler sig gjennem Tanken. Kan Prædikenen ikke slutte sig til en saadan Stemning, da mangler den den Grund, hvoraf den skulde indsuge sin bedste Livsnæring; kan den under Bønnen og Sangen vækkede religiøse Stemning iffe gjennem Betragtningen i Prædikenen fortsætte sig, samle sig og komme til Ro og Hvile i Tanken, da vil Menigheden beholde noget Utilfredsstillet i sin Følelse. Begge bør derfor staae i indbyrdes Ligevægt og i Reglen begge have Plads i den samme Gudstjeneste; men der gives Tider, f. Er. de Festdagene forudgaaende Helligaftener, hvor Bønnen og Psalmen som det Indledende og Stemmende, der i den følgende Dags Hvitidsbetragtning erholder sin Fortsættelse og Afslutning, kan fremtræde uden Prædikenen, ligesom der er andre Tider, f. Er. Aftensangen, hvor det liturgiske Element er det tilbagetrædende. At Bøn og Sang, der, som i den catholske Kirke, i Særdeleshed tidligere, udføres i et fremmed Sprog og med en saadan musikalsk Udførelse, hvori Fleertallet i Menigheden ikke kan tage nogen activ Deel, kan udarte til en tom,,Lören und Tönen", som Forf. oftere omtaler efter Luther, er vist, men at Prædikenen, ved at fremtræde uden levende Sammenhæng med en foregaaende andægtig Stemning og uden at kunne forudsætte denne, kun altfor let forvandler sig til et i en vis abstract Almindelighed holdt Foredrag, der ikke sjelden kan kaldes „leeres Geschwätz“, hvilket oftere har været Tilfældet i den protestantiske Kirke, er ligesaa vist; - men villigen indrømme vi, at Prædiken ingenlunde principmæssigt har erholdt et eensidigt Herredømme i vor Kirke. Kaldte dog Aandens Vækkelse og fornyede Gjennembrud i den af en uforstaaet Ritus, Afladshandel m. m. søvndyssede christelige Bevidsthed de Psalmer frem, hvori, som i Psalmen: „Vor Gud han er saa fast en Borg", i Sandhed guddommeligt beaandede Ord og Toner gjennemklingede Menigheden, og hvori, som Forf. selv siger, „den rene Lære og den evangeliste Protest blev udtalt i Psalmer og aandelige Viser“.

Med Erfjendelsen af, at Ordet i Bønnen og Psalmen, der ligesaavel som Ordet i Prædikenen udgaaer fra de i den Hellige Skrivt udtalte Troessandheder, og ligesom dette ofte iflæder sig dens Billeder og Udtryk, ikke mindre end Ordet i Prædikenen, hvorved vi ikke forstaae blot den af Skrivten tagne Tert, hvorover der prædikes, men den hele Udtalelse af den Betragtning, de Tanker og Følelser, som Prædikanten derfra henter,

er at betragte som et Ord, udtalt, ikke ved den Aand, som udgaaer fra Verden, men fra den, som endnu altid bevægende og beaandende hviler over Guds Menighed, kunne vi nu ogsaa fuldt samstemme i hvad Forf. ligesaa smukt som fandt udvikler, „at Menighedens Forhold til Herren ikke saaledes er et modtagende, at det ikke ogsaa skulde være et givende, et offrende, skjøndt den Intet har at give, som den ikke har annammet." I denne Betydning paaviser han, at vor Kirke betragter den hele Gudstjeneste som en Offeract fra Menneskets Side, thi Offerets Idee er Menneskets Selvfornægtelse og personlige Selvhengivelse til Herren. Naar det "Sacramentale" tages i Modsætning til det „Sacrificielle" som omfattende Alt, hvad der er Herrens Gjerning og Gave, da kunne vi fastholde dette Modsætningsforhold for ethvert Punkt af vor Gudstjeneste, hvor denne er bleven sig selv liig. I Daaben, i Nadveren er Daabsløvtet, Troesbekjendelsen det Sacrificielle. I Prædikenen finde vi - maaskee i nogen Afvigelse fra Forf. - det Sacramentale iffe blot i det af Skriv ten tagne Ord, som lægges til Grund for Betragtningen, men i den Beaandelse, den større eller mindre Begeistringens Fylde, som Prædikanten under sin Andagt og Bøn nedbeder og modtager fra Herren; enhver christelig Prædikant vil jo mangfoldigen have gjort den Erfaring, at det er umuligt at prædike uden at bede, dersom Prædikenen ellers skal være, hvad den bør. Det Sacrificielle bestaaer her baade i Præftens Selvhengivelse for den i hans Inderste gjennem Samvittigheden vidnende Aand, i Beslutningen ikke at ville prædike sig selv, men Christus, og i den hans hele Gjerning gjennemtrængende Villie, at gjøre det Alt for Herrens Menigheds Skyld. I Psalmen og Bønnen, i hvilken Menigheden beder, bekjender i Fællesskab, træder dens

selvstændige Medvirkning frem som det Sacrificielle, dog, naar der bedes og synges af Hjerter, der ere bevægede af Gubs Aand, ikke uden at det Sacramentale ogsaa her forbinder sig med det Sacrificielle. Denne Gjensidighed under Gudsdyrkelsen mellem Gud og Mennesket fremgaaer af, at vort Forhold til ham er ikke et Naturforhold uden Bevidsthed og Selvbestemmelse, men et Personligheds Forhold, hvor vi maae selv hengive os til ham, endskjøndt vi kunne ikke gjøre dette, uden at han først faaer kaldet og draget os. Det er i vor Tid af yderste Vigtighed at bringe Menigheden til Bevidsthed herom og til at føle og erkjende, at en virksom Deeltagelse i Bønnen og Sangen er ligesaa uundværlig til en sand, kirkelig Andagt og Opbyggelse, som Hørelsen af Prædikenen.

Ikke mindre lærerigt er hvad Forf. meddeler ikke blot i et fort og træffende Tilbageblik paa den christelige Gudstjenestes Historie, men ogsaa i hans Bemærkninger om Gudstjenestens Popularitet og Katholicitet, om den evangeliske Frihed og Forholdet mellem Cultus og Kunst. Disse Bemærkninger give mange ypperlige Vink; men da de kun indeholde de almindeligere Grundtræk og som saadanne hverken kunne være skikkede til korte Uddrag eller til en prøvende Bedømmelse, troer Anmelderen at burde undlade at gaae nærmere ind paa dem, i Særdeleshed da denne Anmeldelse allerede har erholdt en større Udførlighed, end Tidsskrivtets Anlæg og Bestemmelse i Almindelighed tillader. E. Tryde.

Om den nyeste danske religiøse Poesi.

Af Udgiveren.

(Fortsat fra forrige Bind).

6. Jobs-Qviden, en dansk Bearbeidelse af Jobs Bog ved C. H. Thura, theol. Student. Kbhvn. 1854.

Forf., som i forrige Aar stjenkede os en poetisk Bearbeidelse af „Høisangen“ (s. Ugeskriftets 1ste Bind P. 37–41) samt

"

en Gjenklang af Zions Harpetoner" (f. Ugeskr.8 2det Bind P. 192-96 og 233-39), har her forsøgt at levere en poetisk Bearbeidelse af „Jobs Bog". En Overførelse i Modersmaalet i metrisk Klædebon af dette gammel testamentlige Skrift er tilvisse en meget særegen Opgave; og den vil ikke kunne løses paa en tilfredsstillende Maade uden ved den strengeste Tilslutning til Originalen. Thi Jobs Bog" er-bortfeet fra dens Betydning som hellig, kanonist Skrift — et Digt, som allerede foreligger i en fuldendt Form. Og hvor er der vel Mage til dette Digt? I hvilket andet Digt sættes MenneskeHjertets bævende Strenge saaledes i Bevægelse, som i dette, hvor det er, som saae vi Tilværelsens Rod afsløret, som vaklede Livet i dets inderste Grund? Hvor lyde saadanne gribende Toner, som naar Job udsender sine vældige Klager, i hvilke alt det Forfærdelige, der kan komme op i Menneskets Indre, giver sig Luft, og Skabningen drifter sig til at gaae i Rette med sin Gud? Og hvilken hellig Høihed og hvilken naaderig Mildhed er der ikke i Herrens Nedbøielse til den Lidendes Raab, i hans Oprettelse af det knækkede Rør? Det forsonende Indtryk, som vi faae af dette Digt, der skildrer os Menneskelivets Forfængelighed og Herrens naaderige Forsyn, bliver alligevel saa stærkt og klart, fordi det, skjøndt bevægende sig i Livets forfærdeligste Jammer, dog er anlagt paa Evighedens Baggrund, og fordi vi ligesom see de usynlige Traade, der styre Begivenhedernes Gang.

Dog, vi have her talt om Jobs Bog fra dens menneskelige Side, som et menneskeligt Digt. Men ogsaa denne Side af Sagen, mene vi, er berettiget, om vi end derover ikke oversee Sagens anden, langt høiere Side, Skriftets Betydning som hellig Skrift, og om vi end ansee Læserens troende, ydmyge Tilegnelse af Skriftet til Opbyggelse for det ene Vigtige, og dets æsthetiske Vurdering i Sammenligning dermed for ganske underordnet. Men hvor Talen er om Bedømmelse af en fri metrist Bearbeidelse deraf, bliver den æsthetiske Betragtning berettiget.

De samme Fortrin, som udmærke de af Hr. Thurah tidligere udgivne poetiske Bearbeidelser, fremtræde ogsaa i „Jobs

Qviden", medens det foreliggende Thema har givet mindre Anledning for hans Extravagancer til at fremtræde. Hans Vers ere lette og flydende, men Tonen nærmer sig stundom til det Snakkesalige; Sproget er klingende, men ikke malmfuldt, iffe sammentrængt; der er ikke saamange Platheder, som i hans fidfte Digtsamling, om han dog end ikke ganske har opgivet fit grundtvigste Arvegods i denne Henseende 1). Hist og her kunde der ogsaa gjøres en lille Indvending mod den sproglige og metriske

1) F. Er. Cap. 29, V. 15-17. (efter Lindbergs. Overs.): „Jeg var den Blindes Øie og den Haltes Fod; Fader var jeg for de Fattige; den Trætte, jeg ikke kjendte, undersøgte jeg, jeg brød den Uretfærdiges Kindtænder sønder, og lod ham slippe Byttet af fine Tænder". Dette har Forf. gjengivet saaledes (P. 121-122):

,,Den Blinde som Øie, den Halte som Fod
Jeg stræbte bestandig at være,

De Fattige var jeg en Fader fuldgod,
Jeg hjalp dem paa Byrden at bære;

Dog ei efter Vild eller Venskab jeg gik,
Og aldrig jeg Retten forsømte;

Naar Alting først rigtig at vide jeg fik,

Saa Sagen laa fuldkommen klar for mit Blik,
Derefter i Trætten jeg dømte.

Og fik jeg da rigtig til Voldsmanden Ram,
Hvis Fingre var voret for brede,

Da skal jeg ham love, han saadan fik Skam,
At nok han om Magen skal lede;

Jeg lærte ham Dandsen, den arrige Trold!
Han fik det for Alvor at vide“. o. s. v.

Jeg formaaer, med min bedste Villie, ikke at indsee, hvad Originalen har
vundet ved en saadan Bearbeidelse, medens jeg derimod let skjønner, hvor
uendelig Meget den har tabt.

Flere Erempler kunne opvises. Vi ville endnu blot anføre tvende. P. 80. „Naar hans egne Raad ham styrte, i sit eget Skarn han gled". Dette væmmelige Billede tilhører alene Bearbeideren. — P. 82. (Job 19, 3. „I skamme Eder ikke, at I behandle mig haardt“). Forf. giver det: „I maatte dog skamme Jer som en Hund“. cf. P. 123. 124. Der spores et forunderligt Velbehag hos Forf. i Udmalingen af det Platte, en Glæde ved i denne Henseende at overtræffe Originalen.