holder, erkjende vi at være det hverken Meer eller Mindre til Salighed", som en Paulus, Peter eller Johannes vil have indskærpet. Der maa være et Symbol, om hvilket vi som Christne i Troen kirkeligt kunne samle os, og som derfor màa indeholde Vilkaarene for Daaben. Da derfor Jesus udsendte fine Disciple at døbe, saa laa deri dette: Skaffer Eder et Symbol! Naturligvis ikke paa menneskelig Viis efter eget Hoved skulde de opfinde det, men formedelst den Aand, som blev dem givet, den Sandheds Aand, som veileder til al Sandhed. Frelsens Betingelser og derfor ogsaa Daabsvilkaarene maae altid væsentligen have været de samme, saa sandt Gud er den samme, og har end Formen været forskjellig, saa har det ikke været til Hinder for Eenhed i Væsen, i Substants. Jeg erkjender Peters Bekjendelse, Matth. 16, for tilstrækkelig til Salighed, men desuagtet bekjender jeg mig til den augsburgske Confession, og kan i een Heenseende ingenlunde nu nøies med Mindre, fordi jeg finder, at fun i den har det apostoliske Symbolum funden en saadan Forklaring efter Skriften, eller en saadan Udvikling (som Hvedekornet i Jordens Skjød), at man efter Tidens Vilkaar, efter Alt, hvad der siden er kommen frem og har klaret sig, kan i Kirken værne om den simple, enfoldige Tro, for hvis Bekjendelse Jesus priste Simon Peter salig. Der haves adstillige Meddelelser fra forskjellig Side om Daabsordene i den. gamle Kirke (f. Er. fra det fjerde Aarhundrede). De ere meer eller mindre forskjellige og vidne derved om, at den ledmæssige eller,,tømmermandsmæssige"1) Forestilling dengang ikke var herskende, men, hvor uafhængige af hinanden end Meddelelserne ere, saa komme de dog overeens deri, at de ere kortere end vort apostoliste Symbolum. „Diejenige Form des apostolischen Symbols nun," siger den berømte streng lutherske Kirkehistoriker Guericke, in welcher es in der abendländischen Kirche herschend wurde, ging von Rom aus." Med Hensyn til de ovennævnte fortere Symbolformer siger han: „Auf Grund dieser alten

1) See det er et Udtryk, der kan gjøre Indtryk, naar man har med Grundtvigianerne at gjøre. Man kan være vis paa, at et saadant ikke vender tomt tilbage, som dette af Dr. Rudelbach heller ikke har gjort.

III.

13

om det ogsaa

Formen hat sich später das Symbolum apostol. im occidentalischen Gebrauch bekanntlich so gestaltet“ o. s. v. 1) Jeg nærer al den Ærbødighed for det gamle ærværdige Symbol, som kan bestaae med disse Forestillinger om dets Oprindelse. Jeg kræver det lært med Nøiagtighed, og knytter min Konfirmandundervisning dertil. Jeg begriber, at man i mange Forhold, især som Missionair, naar der kræves en kort bestemt Hovedsum af den Hele Christendom, naturligen kan fristes til at gjøre det til Mere end det er. Men vi have dog i det Alt, hvad vi kunne forlange, naar vi kun komme med det paa den rette Maade, og det er den samme Maade, som vi maatte anvende det paa, virkelig var et lille Ord af Herrens egen Mund. Med en rigere christelig Undervisning eller Forkyndelse og smykkende denne med et Liv og en Tale, som er beaandet af Guds Aand, have vi at anvende Symbolet, og under denne Forudsætning, ledsaget af en saadan levende Kommentar, kan vi visselig sige, at Daabsordene indeholde Alt og minde os om Alt, hvad vi behøve at vide til Salighed. Ordene ere dog kun Noget formedelst den Tanke, som dermed forbindes, og vi maae da sige, at den, som efter en god christelig Underviisning bekjender alene, som vore Konfirmander paa Kirkegulvet pleie, Troen paa Gud Fader, Søn og Helligaand, bekjender i Sandhed Mere end den, der uden saadan Undervisning aflægger den hele Troesbekjendelse. Pastor Fenger har aldrig seet eller erfaret Velsignelsen af Daabsordene i og for fig, det har altid været det af Skriftens Indhold forklarede Symbol (altsaa iffe som det Første, men som det Andet, ikke som det i sig selv Kirkegrundende, men det i Kirken, den forud grundlagte Kirke, værende), hvis Velsignelse han fjender. Naar han har lært Nogen det, da har vel hans egen christelige Personlighed 2), foruden vist hvert Ord, han har sagt til dets Oplysning, været en bibelsk Kommentar til dets Forklaring. Det bliver altsaa derved, hvad jeg har sagt i min

1) Allgemeine chriftliche Symbolik. 2 Aufl. S. 73.

2) Jeg kjender saagodtsom slet ikke Pastor P. A. Fenger personlig, men jeg har, efter Alt hvad jeg har hørt, Grund til at nære al Agtelse for ham, naar han ikke forblindes og henrives af Grundtvigianerne.

første Artikel (Ugeskr. Nr. 6 S. 94): „Kun det af Skriftens Indhold forklarede Symbol kan kaldes Kirkens Grundvold", hvis ellers noget Andet (hvad jeg ikke synes) tør bære det Navn, end Han, om hvem Skrift og Symbol vidner. 1 Kor. 3, 11. Sorø, den 10de Marts 1854.

Udsigt over Kjøbenhavns Kirkers Historie,

med nogle statistiske Bemærkninger.

Af C. Rothe.

(Fortsat, see Nr. 10).

IV.

Af samme Alder som Nikolai Kirke har St. Clemens' Kirke været. Den laae ved Kattefundet og Frederiksberggade, hvilken efter Kirken tidligere kaldtes St. Clemensstræde, indtil Vesterports Flytning og Opførelsen af Frederiksberg-Slot under Frederik d. Fjerde foranledigede Navneforandringen. Kirken var indviet til St. Clemens, Biskop i Rom, ligeledes en Helgen, der især æredes af Søfarende; paa Billeder fremstilledes han med et stort Anker ved Siden, fordi Legenden fortalte, at da han engang af Hedninger blev bundet til et saadant og kastet i Havet, sank Ankeret ikke, men flød til Land med ham. Han har havt flere Kirker her i Landet (saaledes Aarhuus Domkirke). St. Clemens-Sogn dannedes af de omliggende Gader, og var (ligesom Sognekaldet til Nikolai- og til Petri - Kirker) et Præbende for Kannikerne ved Frue Kirke. En Asser Uddebrundsen og hans Kone Abild lode 1256 en Deel af Kirken, der har været meget lille og uanseelig, ombygge, og lagde et Stykke Jord til Kirkegaarden. Men dette er ogsaa det Eneste man veed om den; i Reformationstiden inddroges denne Kirke, og Bygningen nedbrødes 1530, saa at der ikke er Spor tilbage af den. Menigheden forenedes med Frue og Helliggeistes.

=

V.

Vi have alt berørt Serretslev Landsbykirke, som var ældre end Kjøbenhavn. Senere byggedes St. Peders Kirke, omtrent hvor hiin havde staaet, maaskee allerede i det 11te Aarhundrede. Da Volden, som tidligere gif imellem Studiiftræde og St. Pedersstræde og fortsattes gjennem Skidenstræde (nu Krystalgade) til Landemærket, efter Byens Indtagelse af Frederik d. Første, 1526 flyttedes til sin nuværende Omkreds, og Nørreport, som før stod ved Enden af Communitetsbygningen, opførtes ved Enden af Nørregade, hvor endnu et Stykke Muur betegner dens gamle Plads, inddroges St. Pederskirke i Byen og blev en Sognekirke for den Deel af Staden, som laae mellem Nørregade, Vestergade og Volden. Vi maae ogsaa ved denne Kirke adskille forskjellige Perioder. a) Den ældste Bygning har været lille, dog med et Spiir. Den nedlagdes som Kirke ved Reformationen, Menigheden forenedes med Frue, og Bygningen anvendtes til et Kanonstøberi, indtil Frederik den Anden lod den b) istandsætte og 1585 skjænkede den til Brug for de i Kjøbenhavn bosatte tydske Familier, (der fra 1574 havde havt regelmæssig Gudstjeneste i St. Claræ Kloster). Da disses Tal endnu kun var ringe, lønnede Kongen baade Præften og Degnen af fit Rentekammer. Efter Trediveaarskrigens Udbrud (1618), forøgedes imidlertid Antallet af tydske Familier meget betydeligt ved Flygtninge, som strømmede herind i stedse større Mængde, jo ulykkeligere Forholdene bleve i deres Fædreland, og Christian den Fjerde ophøiede den derfor til en tydsk Sognekirke, og forskjønnede Bygningen 1609 med et 60 Alen høit Spiir. Han pleiede selv med Dronningen at komme her til Gudstjeneste saavel om Hellig - Aftener, som om Onsdagen. Da Kongen endnu lønnede Præften, forbeholdt han sig Ret til at beskikke Sogneherren, hvorimod Menigheden fik Tilladelse at udnævne Capellanen; han gav ogsaa Kirken fine første Privilegier 1641, hvilke senere ere udvidede, navnlig af Christian d. Femte, den 5te Novbr. 1678. Kirken fik siden 2 Sognepræster, og en Tidlang dertil 2 Capellaner, til hvis Kaldelse Menighedens Ældste erholdt Forslagsret. c) 1691 den 27de April lagde Grev Conrad Reventlou Grundstenen til

Kirkens udvidede Bygning, hvorved den fik sin nuværende Længde af 76 Al., og en Høide af 30 Al. til Tagryggen. Denne stod dog kun til 1728, da Petri Kirke var een af dem, som i den store Ildebrand gik til Grunde. Jonge fortæller, at en af Kirkens Præster, Dr. Henrik Dürkop, allerede 1720 i en Prædiken havde sagt: „Førend ti Aar gaaer til Ende, skal Kjøbenhavn blive en Steenhob. Mærker vel hvad jeg figer, og jeg vil sige det anden Gang, at det maa mærkes desto vissere, nemlig førend ti Aar gaae til Ende, skal Kjøbenhavn blive til en Steenhob"; da Spaadommen imidlertid gif i Opfyldelse to Aar før Terminen udløb, blev Doctoren selv saa greben af Skræk derover, at den drog hans langvarige Helsot efter sig. d) Men Petri Kirke laae iffe længe i Ruiner. Ved en inden- og udenlands samlet Collect blev den gjenopbygget, og indviedes af Biskop Worm d. 2den Sept. 1731. Laarnet fik dog kun en simpel Kuppel; men denne nedtoges 1756, og afløftes af det smukke 72 Al. over Taarmuren høie Spiir; den hele Høide udgjør 124 Alen. Dette opførtes af Tømmermester Joh. Bøye Junge, som ligger begraven i Kapellet; til Tækning medgik 62 Sfpd. Kobber. Til Omkostningerne gav Frederik den Femte 12,000 Rbd., det Øvrige (8000 Rbd.) indsamledes største Deels ved frivillige Bidrag.

Kirken er en gothist Korskirke, af smukke Former, men noget lav og vanziret ved stygge Pulpiturer. I Choret ere tvende Malerier af Krock ophængte; det ene forestiller Christus i Gethsemane og er foræret af Kunstneren selv; det andet er et Billede af Christi Himmelfart og er foræret af Geheimeraad Carl Adolf v. Plessen. Alteret er nyt; Altertavlen er et Maleri af Prof. Lund, forestillende Christi Opstandelse. Prædikestol og Orgel ere ligeledes nye efter 1807. Ved Kirkens øvrige Prydelser og Indretninger er intet særskilt at omtale. J Bombardementet 1807, 2den-5te Sept. blev det Indre aldeles ødelagt,

1, og Menigheden maatte i 9 Aar holde Gudstjeneste i Helliggeistes Kirke, indtil man ved Kongens og Andres Gaver blev iftand til at restaurere Kirken; den indviedes 1816, den 5te Sønd. efter Trinitatis.