jo aldrig glemme, at Curien betragter de protestantiske eller, efter nyere Sprogbrug, de akatholste Lande, som sig tilhørende, 1) Bispedømmerne der som sedes impeditæ, hvilke skulle besættes, saasnart Forholdene tilstede det 2) (restitutio suppressorum officiorum et beneficiorum); og at endnu til de seneste Tider Bullen in coena domini aarligen gjentages og oplæses, i hvilken det hedder § 1: Excommunicamus et anathemizamus ex parte Dei omnipotentis, Patris et Filii et Spiritus sancti, autoritate quoque Beatorum Apostolorum Petri et Pauli ac nostra quoscunque Hussitas, Wiclefitas, Lutheranos, Zwinglianos, Calvinistas, Ugenothas, Anabaphistas, Trinitarios . s. v. og at den derved giver en officiel Erklæring, hvorledes den forstaaer denne Kjærlighed, ved hvilken den omslutter de Kjættere, som den vil føre tilbage til „Moderkirken“. At den romerske Kirke, tvungen af Omstændighederne, undertiden har maattet give efter og af Verdensklogskab har heller villet tilstaae visse Afvigelser, end miste det Hele, det beviser fun, at den vel fjender den Klogskab, som er at bruge, naar der skal temporiseres. Det bør derfor ikke forlokke eller forblinde Nogen, naar den skandinaviske Kirketidende i Skildringen af „den græske Kirke“ vil vise „at den romerske Kirke ingenlunde er saa utilbøielig til, for at tilveiebringe Forlig og Udsoning med en heel Nation, at gjøre mange Indrømmelser med Hensyn til Disciplinarsager" (Pag. 22). Thi det er jo en gammel Grundsætning: remissime agere cum neophytis, som Bull. Propag. 1. 107, udtrykkeligen paalægger, før at Intet skal standse den katholske Læres Fremgang. Hvor den romerske Kirke har Magten, der giver den intet efter, der hører al relaxio og temperatio" snart op, saaledes som det er en nødvendig Følge af dens Grundanskuelse. Og høre vi da ikke allevegne fra, hvorledes Curien anseer nu den gunstige Tid at være kommen til at føre alle Magter,

Hierar

1) Meyer: die Propaganda 1. 351 og mange flere Steder. 2) Erempelviis anføre vi Bullen af 29de Septbr. 1850 om England: constituimus ac decrevimus ut in regno Angliæ refloreat chia ordinariorum Episcoporum; om Holland Circumscriptionsbullen af 1827: decrevimus tres alias Episcopales sedes restituere; om Danmark Leo XII's Breve af 22de Septbr. 1826.

Myndigheder og Fyrstendømmer tilbage til den faliggjørende Kirkes Skjød, saa at den nu taler i et Sprog, som om det var i Innocentsers og Bonifaciussers Dage.

Derfor mener jeg, bør vi alle være aarvaagne, at vi ikke miste vor evangeliste Kirkes dyrebare Livsgoder. Vi ville iffe miskjende, at den romerske Kirke ogsaa er en Christi Kirke, at den har bevaret Troen, Daaben og Guds Ord; vi ville høiagte dens mange og storartede Bestræbelser for Christendommens Udbredelse til de fjerneste Egne, dens Martyrium og dens mange fortræffelige Foranstaltninger til den lidende Menneskeheds Opreisning; vi ville ikke opgive Haabet om en Gjenforening, naar begge Kirker have gjort Bod for deres Forsyndelser. Men lader os dog blive os klart bevidste, at der ikke kan være Talen om Forening og Forsoning, saalænge den romerske Kirke iffe vil opgive de store Forvanskelser, hvilke den endnu fastholder som guddommelige Indstiftelser; lader os blive os klart bevidst, at der ogsaa her i Danmark forestaaer os en Kamp med den indbrydende Katholicisme, hvor det vil vise sig, hvad Livskraft den evangeliske Kirke her har, for at vi itide kunne være rustede. Men saa lader os da heller ikke dølge det for os, at vi have mange Forsyndelser at gjøre Bod for. Af fine Fiender, figer Ordsproget, skal man høre Sandheden, og derfor ville vi ogsaa vende Braadden af de Pile, der udskydes mod den evangeliske Kirke, mod vort eget Bryst. Er det Ret, at man i saa mange Aar har ladet Kirkelivet hensygne, indtil Vantro, Ligegyldighed og Vankundighed har bemægtiget sig vide Strækninger i vor Menighed, istedetfor at ophjælpe, forfriske og vedligeholde det sunde Liv ved passende Institutioner? kunne vi endogsaa for nærværende Tid, da saa Meget er i en Opløsningstilstand, forsvare det, at vi ville trykke ethvert Forsøg paa at give den værgeløse Kirke en Forfatning og ordne dens indre Anliggender tilbage under den Forsiffring, at Livet udgaaer ikke fra nogen Forfatning, som om det var Meningen af hine Bestræbelser! Kunne vi, nu da Statslivet har antaget en anden Form og den tilstaaede Religionsfrihed giver de aandelige Bevægelser et friere Spillerum, mene at have opfyldt vor Pligt mod den evangeliste Kirke, naar vi lade Alt gaae fin egen Gang, i den

Fortrøftning, at det af sig selv vil udgjære og da en tilfredsstillende Tilstand tilsidst komme ud. Er det, medens paa den ene Side de antichristelige, paa den anden Side de katholste Tendentser staae slagfærdige og angrebsdygtige mod den evangeliste Christendom, Ret, at for at bruge nogle fortræffelige Ord af Prof. Clausen 1) — „Nidkjærheden fortærer sig i Bitterhed imod enhver anden Confession eller ethvert andet System, uden Die for den fælleds Grund, der burde bevirke Sammenhold mod den fælleds Fare, der truer".

Vi henstille disse Spørgsmaal til de Alvorliges Overveielse; thi at en fælleds Fare truer, mene vi at have godtgjort i det Foregaaende.

Convocationen i London. (Efter Prot. Kirchenzeitung" 1854 Nr. 8). Den 2den Febr. forsamlede sig, som sædvanligt efter enhver ny Parlamentsaabning, den engelske Statskirkes Convocation (o: Provindsen Canterburys) under Forsæde af dens Primas. Ved Aabnings - Ceremonierne var der ingen Afvigelse fra det Sædvanlige. Men ganske imod den senere Brug blev Convocationen dennegang ikke opløst af den kongelige Commissær umiddelbart efter dens Sammenkomst, men det blev den tilladt at forhandle i een Session. Dette er den første, meget vigtige Concession, som Ministeriet Aberdeen har givet Fordringen paa kirkelig Selvstændighed, eller, som Lederne af denne specifist hierarchiste Bevægelse have dobt Tingen med et populært Navn, paa synodal Frihed i Høikirken. Siden Stuarternes Tid (see Ugeskriftets 1ste Bind Nr. 25-26; 28) har et saadant Møde af Convocationen ikke fundet Sted, og det vil altsaa kun hjælpe Kronens Ministre lidet, at de kun have tilladt det, under den, vel neppe alvorligt meente, Betingelse, at der ikke af den dennegang tilstaaede Tilladelse maatte præjudiceres noget for tilkommende Tilfælde. Dagen blev da ogsaa benyttet saa godt som muligt af det hierarchiste Parti. Først foreslog Biskoppen af London i Convocationens Overhuus, at en Comitee skulde vælges, i hvis Raadslagninger syv Medlemmer af Convocationens Underhuus, der bleve at vælge af 1) Christelig Troeslære, VI.

dette, skulde opfordres til at deeltage. Gjenstanden for Overveielsen skulde være: at undersøge, om en Reform, og da hvilken, i Convocationens Forfatning skulde være tjenlig for at dygtiggjøre den til, med Kirkens fulde Tillid, at forhandle om saadanne Ting, som hendes Majestæt maatte forelægge den til Beraadflutning ɔ: at udarbeide en ny Kirkeforfatning, naturligviis i klerikal Aand. Dette Arbeide skulde da forelægges for begge Convocationens Huse.

Dette Forslag af Biskoppen af London blev veltalende anbefalet af Biskopperne af St. David og Orford og eenstemmig antaget i Convocationens Overhuus. Da det derpaa blev forelagt for Underhuset, fandt det vel meer eller mindre afgjørende Modstand hos Dechanten fra St. Paul, hos Archidiakonus Sinclair og Archidiakonus Denison, som ikke vilde betale Convocationens Gjenoplivelse med et coup d'eglise. Men ved Afstemningen over et Amendement, som skulde hævde Underhusets Selvstændighed i denne Sag, viste sig i Underhuset selv en Majoritet af 29 tilstedeværende og 17 repræsenterede Medlemmer for Biskoppen af Londons oprindelige Forslag; hvorhos dog er at bemærke, at 80 Medlemmer af Underhuset vare fraværende i Underhuset ved dette Møde, saa at det følgelig saa temmelig blev vundet ved Overrumpling fra Overhusets Side. Men hvordan dette nu end forholder sig, saa vil man udarbeide Udkastet til en Kirkeforfatning efter Biskopperne af London og Orfords Anskuelse, og søge at faae Yorker - Convocationen til at slutte sig til den. Om Lægfolks Repræsentation vil der ikke forekomme et eneste Ord, thi den blotte Omtale heraf bevirkede i Mødet èn synlig Gysen hos Høikirkemændene. Dog tør det antages, at hverken Ministeriet eller Kongen eller Parlamentet ville finde Behag i en saadan egenmægtig Biskopsforfatning. Imidlertid have det klerikale Parties Blade god Grund til at fremstille den vundne Seier som et uberegneligt Fremskridt" for deres Sag.

"

Dette Ugeskrift omdeles hver Fredag, og koster 2 Rgsd. 32 St. om Halvaaret. For Udenbyes, der ønske Bladet med Posten, er Prisen 2 Rgsd. 44 St. Subscriptionen, der er bindende for en halv Aargang (eet Bind), modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postcontoirer.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykkeri.

Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe,

udgivet af

3. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 12-13. Den 17de Marts.

1854.

Indhold: 1. Endnu et Ord i Symbolstriden; af Mag. Zeuthen. 2. Udsigt over Kjøbenhavns Kirkers Historie, med nogle statistiske Bemærkninger; af C. Rothe. (Fortsat). Mau, firehundrede Fortællinger; anmeldt af -ion. 4. I. P. Mynster, blandede Skrifter; anmeldt af ―ion. Ledige Embeder og Udnævnelser.

Endnu et Ord i Symbolstriden.

Af Mag. Beuthen.

5.

De gjentagne heftige Angreb, som jeg ved mit Stykke om

„det lille Ord af Herrens Mund“, i Nr. 5 og 6 af dette Ugeskrift, har paadraget mig, nøde mig vel, uagtet al min Ulyst, til igjen at tage Pennen i denne Strid, iffe for min egen Skyld, stiøndt der vel kunde være stor Opfordring til Selvforsvar, men for den Sags Skyld, blandt hvis Forkjæmpere her i Landet man har vist mig den ære at henregne mig 1).

Men førend jeg videre berører de sidste Angreb, maa jeg møde et tidligere, som vederføres mig uden nogen særegen An

1) D. Kirket. Nr. 417 S. 627.

III.

12