πρωτεύω; πιςὸς, ὁ Betyoning af „troente", πιςεύω; ἀλητὴς, Sanbftryger, αλητεύω; ἀληθὴς, [anbru, ἀληθεύω. figefaa efter al Analogi: μadytys, Discipel; μadyrevo, er Discipel. Matth. 27, 57). Saavidt ere vel Alle enige.

: 'T'

Angaaende dets anden Betydning, da laae det i Sagens Natur, at Begreberne efterhaanden udvidedes, uden at der altid dannedes enten et heelt nyt Ord eller endog kun en ny Ordform til det nye Begrebs Betegnelse. Man hjalp sig undertiden med det Ord, man havde, ved at tillægge det en ny eller modificeret Betydning. Saaledes skete det, at adskillige Verba intransitiva fik transitiv eller causativ Betydning, ikke blot hos Classikerne, men ogsaa hos Hellenisterne, saavel i Septuaginta, som i det Nye Testamente. F. Er. v, at leve, trans. bringe tillive. See Pfalm. 119, 50: tò λoyíor oov ësŋoe μe (5). Saaledes avtaquɛiv, at være sig selv nok, at være tilfreds, trans. at tilfredsstille, gjøre tilfreds, give Nok. See Deut. 32, 10: αυτάρκησεν αὐτον ἐν ἐρήμῳ. Saalebes θριαμβεύειν, at være Triumphator, trans. at gjøre til Triumphator. See 2 Cor. 2, 14, hvor Ordet paa denne Maade bedst forklares. Den transitive Betydning af μɑdyreveiw vil da efter al Analogi blive den: „at gjøre til Discipel“, og saaledes maa da den „lericalsfe“ Udvikling af Ordets Begreb blive at ordne paa denne Maade: 1) intr. at være Discipel"; 2) trans. „at gjøre til Discipel" a) ved Antagelse, (Kaldelse, Indlemmelse, Indvielse 2.) b) ved Oplærelse, theoretisk og practist (Formaning, Advarsel, Opmuntring, Rerselse, Øvelse 2c.).

Naar da min hoitærede Modstander mener selv at have overveiet og medtaget Alt", hvilket af mig skulde være forsømt: da vil det lettelig befindes, at det Modsatte er Tilfældet. Han figer, som jeg, at Ordet betyder: „at gjøre til Discipler“ 1); men jeg siger ikke blot, som han: „at gjøre til Discipler ved

1) At Jesus ikke her fagde: noiɛîte μadytės, kan have flere Grunde, maaskee blandt andre den, at det dobbelte Object vilde gjort Talen tungere. Dog Grunden, hvorfor den Talende af to aldeles synonyme Udtryk vælger det ene, og ikke det andet, paaligger det ikke Fortolkeren at angive. Deri maa Taleren have fin windskrænkede F.ihed.

Oplærelse", men som Chriftus her selv siger: „at gjøre til Discipler ved Daab og Oplærelse". Det maa let erkjendes, hvem her har medtaget det Meste, og hvem der ikke har medtaget Alt.

Der opstilles (Pag. 436) det Princip, „at vi ingenlunde have Ret til at skaffe os et ønskeligt Bud af Herrens egen Mund ved at forkaste dette" (jeg tilføier gjerne: eller nogetsomhelst andet) „Steds ene rigtige Oversættelse". Deri er jeg saa enig med min ærede Antagonist, at Ingen kan være det mere; ligesom jeg ogsaa veed, at der, foruden den fælleds Christentro, ere mange specielle Puncter, i hvilke vi have samme Anskuelse. Hvad navnligen Bibelfortolkningen angaaer, da skulle vi, før vi begynde paa den, saavidt muligt, afføre os alle vore egne personlige Ønsker og forudfattede Meninger; derimod skulle vi foruden den nødvendige grammatiske Kundskab (sensu latiore), saavidt muligt, iføre os Bønnen og Troen, og da hverken see til Høire eller til Venstre; men ubekymrede om, hvad der for Resten maa staae eller falde, skulle vi lade Ordet alene raade, idet vi opfatte de bibelske Skribenter, paa samme Maade, som vi fortolke enhver anden Forfatter, nemlig efter de Grammatikens og Sprogbrugens Regler, som de tydeligen sees af have fulgt i Almindelighed, og da især efter dem, som beviisligen findes iagttagne af den Forfatter, med hvem vi i det specielle Tilfælde have at gjøre. Med en saadan Skriftfortolkning kan det ingen Fare have. Hvad der bør staae, det skal nok blive staaende; thi Bibelordet kuldkaster vist aldrig Andet, end just det, som bør falde. Var det da end sandt, at det Udtryk „at gjøre Discipler", efter min Oversættelse, „slet ingen anden Betydning havde, end den, der gives det ved de to Participier, som i vor Bibeloversættelse udtrykkes ved Imperativerne: „dober dem — og lærer dem "", var dette end sandt, da skulde det ikke i mindste Maade forandre min Fortolkning; thi staaer her ikke Andet i vor Tert, da være det langtfra mig at tilsætte en Tøddel! Men det forholder sig ingenlunde faaledes, som paastaaet; thi Daab og Oplærelse blive ved min Oversættelse tydeligt betegnede, deels som Bihandlinger, samtidige med hele Hovedhandlingen, decls som Midler til, at ikke blot den halve, men den hele Hoved

handling, som det store Øiemeed, kan blive fuldbyrdet_og_opnaaet. Dette Diemed indeholdes i Frelserens Bud, at gjøre alle Folk, (Store og Smaae, Vorne og Børn) til Discipler d. e. til aandelige Undersaatter af den Herre, som i samme Contert vidner, at „al Magt er ham given i Himmel og paa Jord". Ved denne Magt er det „ham givet“ at regjere, indtil „alle hans Fjender komme under hans Fødder at ligge“. Med denne Magt er han berettiget til at lægge alle Folkeslægter under sit aandelige Scepter. Dette er derfor det store Hverv, hvortil han giver sine Apostler Fuldmagt med det mægtige Herrebud: Gjører alle Folk til Discipler!" Give han selv, at dette store Diemed maa opnaaes med os og Alle, efter hans naadige Villie! Det var den høieste Velsignelse, der kunde vederfares dem og os her og evindelig. Dette er den salige Frugt af vor Daab i den treenige Guds Navn og vor fortsatte Oplærelse til hans 2re.

Og nu vover jeg at holde Mag. M. hans nyligt anførte og uomstødelige Princip for Dine, og spørge om det er mig, som ved at overtræde Fortolkningens Love har tilsneget mig Noget, der ikke har fuldgyldig Hjemmel i den hellige Tert. Jeg vover at paastaae, 1) at han ved sin Fortolkning kommer i Strið med den almindelige Grammatik og den specielle Sprogbrug, naar han mener, at den i Præsens Participium betegnede Bihandling skal være halvt efterfølgende og kun halvt samtidig med Hovedhandlingen; 2) at han kommer i Strid med sig selv paa flere Maader, men især, fordi han rigtigen medindbefatter de fmaae Børn under alle Folf" og dog urigtigen antager, at her af Herren selv befales en Handling, som umuligen kan foretages med dem; og endeligen, 3) at han kommer i Strid med Etymologien, da han forlader den Analogi, hvorefter lignende Ords Bemærkelse søges. Jeg vover deraf den simple Slutning, at den Oversættelse, han kalder „den ene rigtige", slet ikke kan være rigtig.

Sluttelig bevidner jeg Mag. Moller selv min uskrømtede Høiagtelse: jeg mener fremdeles, at vi skylde ham Tak for mangen en Afhandling; men ligesaa bestemt mener jeg, at hverken hans eller Nogens Forsvar for den kirkelige Bibel

oversættelse kan holde sig, men at vi bør oversætte: „Gjører

alle Folkene til Discipler, døbende Egitslevmagle, d. 20de Januar 1854.

og lærende -".

C. Thorkilsen.

Dr. H. Martensen: Prædiken, holdt i Christiansborg Slotskirke paa 5te Søndag efter Hellig Tre Konger, Søndagen før Biskop Dr Mynsters Jordefærd. Et sandt og christeligt Vidnesbyrd af et varmt og fuldt Hjerte, der veed at holde Gud og hans Rige for Die, idet Talen bevæger sig om det Menneskelige og Nærmeste, hvilket vi anbefale til Alle, der ved Biskop Mynsters Bortgang føle og erfiende, hvor træffende den Tert er: „Kommer Eders Veiledere ihu, som have forkyndet Eder det Guds Ord; og naar I betragte Udgangen af deres Vandel, da efterfølger deres Tro. Jesus Christus er igaar og idag den Samme, ja til evig Tid". Hebr. 13, 7-8.

Til denne Prædiken slutte sig værdigen Taler ved Biskop Jakob Peter Mynsters Jordefærd d. 7de Februar 1854, af Stiftsprovst Tryde, Biskop Engelstoft og Dr. Rudelbach i Kirken, af Dr. Paulli ved Graven. De udtale, saaledes at de indbyrdes udfylde hverandre, den Bortkaldtes store Betydning og Indvirkning paa sin Samtid, ved hans hele rigtbegavede og sjeldent uddannede Personlighed, fra et mere almindeligt humant, folkeligt og kirkeligt Synspunkt; - ved hans sjælesorgeriske Virksomhed, navnlig som Ungdommens Lærer og ved hans Visitatser, hvortil kommer den Beaandelse af det præftelige Liv, som udgik fra hans Ordinationer; og afslutte dette med Betragtning af det indre christelige Liv, som var Bærer af det Øvrige, og som under Forkrænkeligheden giver det rette Troens Haab, med hvilket han skal lægges i sin Grav, medens vi føle, at den Herre, ved hvis Evangelium han ikke skammede sig, vil have givet ham at skue sin Frelse. Hertil

kommer endelig den varme kjærlighedsfulde Tak og Farvel i hans Nærmestes Navn, ved Graven.

To Betragtninger over den Bøn: Giv os idag vort daglige Brød. Efter Alban Stolz ved P. E. Lind. 20 S. Koster 8 Stilling (Linds Forlag). Enhver, der har følt sig tiltalt af Kalender for Tid og Evighed" (oversat af R.), vil ogsaa sætte Priis paa disse to Betragtninger. Oversætteren har fundet dem ualmindelig levende og vækkende og derhos i Ordets fulde Betydning populære; hans Hensigt har været at gjøre dem tilgjengelige for Menigmand. De egne sig, formeentlig ogsaa ved deres Billighed, til Uddeling i Landsbyskoler, i Fattighuse, og andetsteds. P. E. L.

Udnævnelser. 15de Febr. Ordineret Catechet og første Lærer ved Borgerskolen i Rødby, C. C. Müller, til Sognepræst for Bryndum og Vester Nebel i Ribe Stift.

18de Febr. Sognepræst for Kousted og Naasted i Aarhuus Stift, J. G. G. Briem, til Sognepræst for Gundslev paa Falster.

der vare

Rettelser. Nr. 8 S. 118. Lin. 12 f. o.: „inderligt“ skal være: „inderligst." S. 118. Lin. 5 f. n.: „ligesom de“ skal tilføies : hjemme i denne Kreds".

" "

Dette Ugeskrift omdeles hver Fredag, og koster 2 Rgsd. 32 Sk. om Halvaaret. For Udenbyes, der ønske Bladet med Posten, er Prisen 2 Rgsd. 44 Sk. Subscriptionen, der er bindende for en halv Aargang (eet Bind), modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postcontoirer.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykkeri.