--
-

kunde bære det. Men seer jeg ikke feil, har han selv under sit mangeaarige, velsignede Præfteliv tilkæmpet fig den faste Tro paa Guds Kjærlighed i Chrifto, den Tro, som han — sikkert fig selv som dem til Velsignelse — indprentede fine Confirmander, og hvilken han hyppigt med Aandens Salvelse udtalte ved hine Ord, som med Føie kunne hedde Evangeliet i Evangeliet: Saa elskede Gud Verden, at han haver givei fin Søn, den Eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv. Barnetroen faldt det neppe Mynster let at tilegne fig; at tale og skrive barnligt, lagde han ikke an paa; men han blev forstaaelig for Enhver, der havde gudelig Sands og hørte ham udtale Skriftsteder som dette og mødte hans milde, sjælfulde Blik, der vidnede om, at han selv i Troen havde feet den evige Kjærligheds Rige, ja seet ind i Guds Faderhjerte. Kjærlighedens Sprog er forstaaeligt, og Mynster kan forstaaes af ethvert Hjerte, som kan føle, hvad det vil sige: at elske Christus meget, fordi Meget ved ham er os tilgivet.

At

Der var saa vidt jeg kan see intet Gudsord, som i høiere Grab havde gjennemtrængt Mynsters Hjerte, Prædiken og hele Idræt, end hiint, som Herren sagde til Qvinden ved Jakobs Brønd: hvo, som drikker af det Vand, som jeg vil give ham, skal til evig Tid ikke tørste; men det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv. Herren giver fin Menighed og daglig tilbyder os, som i den. ere optagne, sit rensende, vederqvægende, styrkende, for enhver god Spire i Menneskenaturen velsignelsesrige Naadesamfund, var hans faste Tro, hans fulde Overbeviisning, ligesom det blev hans mere og mere indtrængende Formaning, der i hans sidste Prædiken paa anden Juledag skal have tonet som en mageløs Svanesang, at vi dog for Jesu Kjærligheds, for vore udødelige, dyrekjøbte Sjæles Skyld ikke maae støde den frelsende Haand fra os, ikke maae forskyde „Iesu søde Forening“, men gribe det evige Liv. I sit eget Bryst fornam han det evige Livs Kræfter; de vare blevne ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv. At Guds Rige er inden i os, er Retfærdighed og Fred

og Glæde i den Hellig Aand, var hans Tro og Erfaring. Derfra hans Mistillid til at skabe et Guds Rige ved ydre Foranstaltninger, men tillige hans Tillid til, at Guds Riges Kraft sfulde efterhaanden, ved den usynlige Kirkeherres Bistand, gjennemtrænge Folket, som var faldet til at vorde Rigets Børn. Man maa, for at forstaae og bedømme Mynster, holde fast ved Inderligheden i hele hans Væsen og Livsanskuelse, som følte sig stærkt frastødt ved enhver voldsom Fremtræden og Adsplittelse og ubehagelig berørt saavel ved Formalisme som Affectation, hvad enten denne fremtraadte i en pietistist eller romantisk eller nogensomhelst anden Skikkelse. Jo mindre tilbøielig han var til selv at træde ufaldet frem, desto mere uhyggelig følte han sig stemt ved Andres Fremtræden, naar den tykkedes ham ukaldet, uberettiget, lidenskabelig. Imod den brugte han undertiden Satirens Vaaben. Hvad Under? De stode rigelig til hans Tjeneste. Jeg tør maaskee gaae et Skridt videre. Jeg tør maaskee yttre den Formening, at hans Gemyt var af Naturen i den Grad følsomt, at han ifølge sin tidlige Selvkundskab og bestandige Reflection over sig og Verden var kommen til den Overbeviisning, at det var hans Pligt at vogte sig for stærke Udbrud af sin Følelse som for al Overspændthed, om han endog red sin Selvbeherskelse skulde, uagtet sit Væsens milde Varme, synes fold og rolig i Sammenligning med sine Venners opblussende Kjærligheds Flamme. Hans Ungdomsven Henrik Steffens, der indtil sine sidste Dage elskede ham med Begeistring, bemærker, at Mynster mere antydede end stærkt udtalede sine Følelser for ham.

Da Sjællands Bispestav blev, til Danmarks Glæde og Are, lagt i Mynsters Haand, følte han sig mægtig styrket og paamindet ved Overhyrdens Røst: hvo, som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene. At bekjende sin Mester, Frelser og Herre for de mange Menigheder, til hvis Evangelist og Tilsynsmand han var beskikket, var hans Hovedidræt som Biskop. Han udførte den med usvækket Nidkjærhed, ja med en Ynglings Varme i Oldingens Bryst. Han talede om Christus, fordi han troede paa ham, og han talede til Præfter og Menigheder om Saligheden i hans Samfund, fordi han elskede dem. Over

hyrden vil bekjende fin troende og trofaste Tjener for fin Fader, som er i Himmelen. Dette var vor dyrebare Kirkelærers Haab under Livets Gjerning, og dette er vort trøstefulde Haab ved hans Grav. Naar vi see hans ærværdige Skiffelse forklaret og forherliget paa Opstandelsens Dag, skal det aabenbares, at vort Haab var ikke forgjeves; thi det var bygget paa Guds Ord. G. P. Brammer.

Bidrag til en Candidat - Statistik.
(Meddelt af Cand. theol. . Ottesen).

Efterfølgende statistiske Resultater ere samtlige uddragne af den af Hr. Capellan Herz ved forrige Aars Slutning udgivne geistlig statististe Calender".

Ved udgangen af Aaret 1853 var Antallet af de theol. Candidater, som endnu ikke havde opnaaet en selvstændig geistlig Ansættelse, herunder indbefattede personelle Capellaner, Candidater ansatte ved Universitetet, de lærde Skoler, Borger- og Almueskolevæsenet, foruden de i egentlig Forstand ikke ansatte Candidater, 670.

=

Regner man herfra de Candidater, om hvem det med nogenlunde Sikkerhed tør antages, at de iffe ville attraae geistlig Virksomhed, hvis Antal kan sættes til henimod 40, bliver Hovedsummen at reducere i Forhold hertil.

Den nærmere Fordeling stiller sig saaledes: a) Som personelle Capellaner vare ansatte 127

b) Ved Universitetet og de lærde Skoler. 100 (78 Adjunkter). c) Ved Borger- og Almueskolevæsenet.

d) Ikke ansatte

86

357

Summa 670.

Sees hen til Vedkommendes Eramens charakteer til theologist Attestats, da havde: af de 127 pers. Capell. 33 erholdt laud. 85 erholdt h. ill. 9 erholdt n. c. Summa 127.

Af 100 ved Univ. og lærde Skoler ansatte havde: 7 erholdt egregie. 70 erholdt laud. 23 h. ill. Summa 100.

Af 86 ved Borger- og Almueskolevæsenet ansatte havde: 22 erholdt laud. 56 erholdt h. ill. 8 erholdt n. c. Summa 86.

Af de 357 sensu strictiori ubefordrede Cand. havde 4 erh. egregie. 131 erh. laud. 197 erh. h. ill. 25 erh. n. c. S. 357.

Den nærmere Fordeling paa de en

Candidat Candidat Anf. som perf. Gapellan. Ans. v. Univ. og L

1) Det bemærkes, at de Candidater, som oftere have underkastet sig Embe examen ere medregnede til det Aar, da de sidste Gang absolverede Eram med mindre de have erholdt samme Charakteer til den gjentagne Pre

i hvilket Tilfælde de ere regnede til det Aar, da de første Gang ind

Billede fig.