En

Side, grundenige med [ham]", medens han med den fuldkomneste Taushed forbigaaer, hvad danske Mænd, tildeels grunduenige med ham, netop om disse Spørgsmaal have udtalt? Vi minde kun om Mynster, Grundtvig, Clausen, Kolderup-Rosenvinge, Martensen, Bindesbøll, Dr. Kierkegaard o. Fl. saadan Ignoreren er ligesaa ubegribelig, som uklog og skadelig for Sagen; thi trods at Dr. R. ikke har troet at behøve at spilde eet Ord paa, hvad disse Forf. have udtalt for eller imod, ville dog Alle her hjemme uden Videre henregne disse Mænd til alle Kirke-Interessernes mest oplyste og begavede, varmeste Talsmænd i vore Dage", og vi tillade os at formene, at deres Navne, naar Dr. R. funde anføre dem som grundenige" med sig, vilde have en ganske anden Klang paa den danske Rigsdag, end de tre Medstrideres og Venners", Ullmanns, Krabbes og den aandrige Kirkehistoriker" Karl Hases, hvor stor Vægt end disse kunne og bør have i andre Forsamlinger. Vi have troet skarpt at burde fremhæve dette Punkt just ved et Strift, der skulde være populairt og er henvendt til den danske Rigsdag, tilmed fordi det, som nylig Mag. Zeuthen paatalte, synes at ville blive Mode at forbigaae, iffe blot med berettiget, men ogsaa med uberettiget Taushed hvad Modstandere anføre; at denne Anke iøvrigt ikke er rettet mod saadanne „nationale" Sympathier eller Antipathier, for hvilke vi gjerne ville ansee den ærede Forf. fri, haabe vi ikke videre at behøve at forsvare os for.

X.

Ledige Embeder. 1ste Febr. Blidstrup Sognekald i Sjællands Stift; Reg.s Sum 1120, ny Ans. 280 Rbd. 1ste Febr.

ny Ans. 336 Rbd. -1fte Febr.

St. Hans Sognekald i Odense; Reg.s Sum 1380,

Sneiberg og Tjørring Sognefald i Nibe Stift; Reg.8 Sum 667, ny Ans. 181 Nbd.

Udnævnelser. 30te Jan. Cand. th. P. A. Schröder, til Gapellan p. p. for Glostrup i Sjællands Stift.

30ie Jan. Capellan p. p. for Særslev i Fyens Stift, I. E. L. Winther, til personel Capellan for Tostrup og Uggerløse i Sjællands Stift.

30te Jan. Cand. th. L. C. D. Heilmann, til personel Capellan for Særslev i Fyens Stift.

Dette Ugeskrift omdeles hver Fredag, og koster 2 Rbd. 32 Sk. om Halvaaret. For Udenbyes, der ønske Bladet med Posten, er Prisen 2 Rbd. 44 Sf. Subscriptionen, der er bindende for en halv Aargang (eet Bind), modtages i alle Boglader og paa de kongelige Postcontoirer.

Forlagt af den Gyldendalske Boghandling.

Thieles Bogtrykkeri.

Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe,

udgivet af

3. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 8. Den 17be Februar.

1854.

Indhold: 1. Biskop Mynsters Skriftsteder; af Biskop Brammer. 2. Bidrag til en Candidat-Statistik; af Cand. Ottesen. 3. Love, Resolutioner og Circulærer, som angaae Kirken og Skolen i Danmark. 4. Blandet Gudstjeneste. 5. „En Uredelig"; anmeldt af D. 6. Kirkelige Blandinger.

Biskop Mynsters Skriftsteder.

At den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom,

til Overbevisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, var Biskop Mynsters Overbevisning, hvilken han ikke blot grundede paa lærde Undersøgelser om Skriftens Troværdighed, men paa sin rige Erfaring om Bibelordets Magt over hans eget Hjerte og Uundværlighed for ham som Prædikant. Fra den hellige Skrifts klare Udsagn hentede han Aar for Aar med bestemtere Angivelse, Vidnesbyrd for den Tro, han forkyndte og i hvilken han levede og døde. Han løsrev ikke noget enkelt Skriftsted fra dets Sammenhæng for derved at stadfæste nogen fand, end sige nogen selvopfunden Lære. Det Afbrudte, Skjæve og Uberettigede stred imod hans konseqvente Tænkning, imod hans saare udviklede Sands for det Skjønne og dybe Ringeagt

for hvad der vilde anmasse fig en høiere Plads end der tilkom det i Aandens Rige. Med den Harmonie, der herskede i hans Sjæl som i hans Liv, vilde det ikke have stemmet overeens, om han saaledes havde valgt sig et enkelt Gudsord til Symbolum, at andre Skriftsteder derved havde tabt deres fulde Gyldighed for ham eller hans Tilhørere og læsere. Men i det levende, organiske Hele banker et Hjerte, hvorfra Livet udgaaer. Der maae have været de Guds Ord, der, saa at sige, udgjorde Hjertet i hans Troesliv og i hans Prædiken. Hvilke? - Han har ikke nævnet dem som saadanne for mig. I hans Breve eller Bøger har jeg ikke søgt dem; men iblandt dem, jeg, især i Erindringen om hvad jeg har hørt1) ham inderligt, meest gribende udtale, har fundet, ere disse:

Joh. 6, 68. Herre, til hvem skulle vi gaae hen? Du haver det evige Livs Ord.

Luc. 18, 13. Gud, vær mig Synder naadig!

Joh. 3, 16. Saa haver Gud elsket Verden, at han haver givet fin Søn, den Eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes, men have et evigt Liv.

Joh. 4, 14. Det Vand, som jeg vil give ham, skal blive i ham en Kilde af Vand, som opvælder til et evigt Liv.

Matth. 10, 32. Hvo, som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene.

Det forekommer mig, at der fra disse Skriftsteder udgaaer et Lys over vor hjemgangne Kirkelærers altid vorende Troesliv og hans stille, men dog saa mærkelige og indflydelsesrige Fremtræden i den danske Kirke. Hvo der ret har seet Stjernen tindre i hans milde Die og fornummet, hvorledes hans Hjertes Varme meddeelte sig Tilhørerkredsen, naar han i Aands og Krafts Beviisning prædikede Ordet, vil kunne bedømme, om jeg med Føie har fremhævet disse Bibelsteder som mynsterske, lige. som de vistnok ville kunne tilføie flere.

1) Jeg tillader mig at bemærke, at det er 28 Aar siden, at jeg var — som opholdende mig i Kjøbenhavn Biskop Mynsters stadige Tilhører. Saa meget mindre kan dette lille Bidrag til hans Charakteristik fuldftændigt skildre ham i den angivne Retning.

„Hvor skulle vi gaae hen for at faae en paalidelig Anviisning til at opfylde vort Livs Formaal?" Dette Spørgsmaal, som den Tidsalder, hvilken Mynsters Ungdom tilhørte, tog sig det temmelig let med at besvare, kunde hans alvorlige Sjæl iffe afvise i Letsindighed. Han fulgte med sin Tid uden at lade sig beherske af den. Hans dybe Tænkning kunde ikke finde sig tilfredsstillet ved en Philosophie, man har kaldet Forstandens Bankerot. Naturens Betragtning kunde iffe løse ham Livets Gaader eller aabenbare ham den Forløser, efter hvis Samfund han længtes. Ved Digtekunsten kunde han føle fin Aand opløftet, men ikke befriet. I Venners Samqvem kunde han modtage oplivende Adspredelse, og han fulgte fit naturlige Kald til ved sin Vittighed, Meddelelsesgave og mangesidige Dannelse at give Selskabskredsene et høiere Opsving, hvortil han endnu i fine sidste Dage bidrog, og det saaledes, at han ved sine træffende Udsagn især om litteraire Arbeider udøvede en betydelig Indflydelse paa den offentlige Mening. Men hans inderste Væsen var ikke at adsprede fit Sind, men at samle det til Arbeide og til alvorlig Betragtning. Det var dog ikke til aandrige, rahbekske Kredse, han gik hen for at finde Lyset til det evige Livs Vei. Han tyede til Eensomhed, og veemodig følte han sig ofte eensom med sine Tanker og Længsler. Ved Jesu Fodder fandt hans Tanke Hvile, i Jesu. Ord fandt hans Længsel efter det Lys, som aldrig udslukkes og aldrig leder vild, Tilfredsstillelse. Da han eengang havde fundet sin Mester og Herre i det evige Livs Ord, sluttede han sig Aar for Aar fastere dertil og ledte Menigheden tilbage til Ordets Rigdom med en Inderlighed og Kraft, der viste, at han talede af en indre Erfaring, som han dog ei vilde beraabe sig paa, at Ordets Myndighed ei skulde synes bunden til hans eller noget Menneskes Personlighed. Han havde en ligesaa stærkt som skjønt udpræget Individualitet, men i sin Lære havde han ikke og vilde han ikke have noget Særeget. Som en Johannes den Døber vilde han gjerne forringes, naar blot hans Mester maatte ophøies. Vilde Mange af de Kaldede iffe høre Mesterens Rost, som han beredte Vei, vilde Mange, som ængstedes af Tvivl og vare betyngede af Livets Møie, dog ikke komme hen, hvor Hvile var

beredt for deres Sjæle, da gik det ham nær til Hjerte; men han kunde ikke forlade den Herre, hos hvem hans Sjæl havde fundet Hvile, han maatte under enhver Anfegtelse dertil svare: til hvem skulle vi gaae hen? Du har det evige Livs Ord!

Hvadsomhelst der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retfærdigt, hvad der er reent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: derpaa beflittede han sig allerede i fine Ungdomsdage. Men just fordi det var hans Alvor at føre et i alle Maader værdigt Levnet, og fordi han havde et skarpt Blik for det tomme Skins Usselhed og kunde ikke nøies med Verdens Roes og Beundring, men dømte sig selv efter Guds hellige Lov; just derfor følte han sig, under Aarvaagenhed og Bøn, som en strafskyldig Synder for Gud, just derfor bad han for Menighedens Aasyn af sit ydmyge, bevægede Hjertes Fylde: Gud! vær mig Synder naadig! Saa indtrængende har jeg hørt ham udsige denne Bodsbøn, at jeg med Troens fulde Forvisning kunde føle, den maatte naae op til Forbarmerens Throne, og jeg forstod, at det var saligere at forene mit Suk med hans end at berolige mig med Selvretfærdighedens falske Fred. En saadan Mands Syndsbekjen= delse, udsagt paa en saa gribende Maade, maa have vakt Manges Træghed, ydmyget Manges Hovmod, aabnet Manges Dine for deres egen Brøst og Manges Hjerter for en angerfuld Søgen efter Naaden.

Han søgte Naaden, hvor Livets Ord aabenbarede, den var at finde. Han søgte og fandt den i Jesu Christo. Hans Mester og Herre var ham ogsaa en Frelser og Forløser. Ja, han vilde intet Andet vide til Salighed end Jesum Christum og ham korsfæstet. Det fremtræder klarere og klarere af hans Prædikener. Først henviste han til Jesu Efterfølgelse og til hans Kors, for at vi der skulle lære, hvorledes Verden skal være os korsfæftet og vi Verden. Troen paa den Forløsning og Forsoning, som er skeet ved den Korsfæstede, forkyndte han bestemtere og kraftfuldere Aar for Aar, som han blev en gammel Jesu Discipel og Manges aandelige Fader. Vi see hans Lærerviisdom i at uddele Guds Ord rettelig, alt som hans Tilhørere