Ugeskrift for den evangeliske Kirke i Danmark, under Medvirkning af Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe, udgivet af 3. M. L. Hjort, Candidat i Theologien. Nr. 7. Den 10de Februar. 1854. Indhold: 1. Jacob Peter Mynster. †. Af C. Hauch. 2. Biskop Mynsters efterladte Skrifter. 3. Oprettelsen af et Monument for Biskop Mynster; af -e. 4. L. Helweg, den danske Kirkes Historie efter Reformationen; anmeldt af Dr. Kalkar. 5. Rudelbach, om Begrebet Folkekirke; anmeldt af X. 6. Ledige Embeder og Udnævnelser. Slægter Jacob Peter Myüfter. lægter fødes, Slægter svinde, Liden kommer, Tiden gaaer, Men den høie Polens Stjerne fast og uforandret staaer; Saadan var Du, saadan stod Du stedse med et roligt Mod, Midt i Verdens vilde Kredsgang vakled aldrig dog Din Fod. Lunge Storme, sorte Skyer droge frem fra Best til Øst, Saae Du fra Dit høie Standpunkt, hvad paa Jorden kom og gik. Al den Herlighed, der fandtes blandt Mangfoldige fordeelt, Skarp Forstand med hoi Begeistring var forbunden i Dit Bryst, Billiens Kraft og mandig Styrke parred Du med Tankens Vægt, C. Hauch. Biskop Mynsters efterladte Skrifter. Det vil sikkert interessere og glæde Mange af vore Læsere at erfare, at Biskop Mynster har efterladt sig omfattende og tildeels ganske færdige Manuskripter, som ved Trykken snart ville blive offentliggjorte. Foruden Prædikener fra afvigte Aar, hvortil kommer den fra hans Haand otte Dage før hans Død fuldt færdige Prædiken til 4 S. e. Hellig tre Konger, findes 4 Samlinger af Leilighedsprædikener, (der begynde med hans Afskedsprædiken i Spjellerup), af Confirmationstaler, Brudevielser og Gravtaler; af Skriftetaler har han ingen efterladt sig. Men med ligesaa stor Interesse, ja, med Hensyn til Kjendskabet til hans personlige Liv og til Indblik i en saa rig, alsidigt dannet Aands af svære indre Kampe ledsagede Udviklings-Historie, med endnu større Forventning maae „de Meddelelser om mit Liv" imødesees, hvilke han, da han havde fyldt fit 70de Aar, begyndte at nedskrive, og som udførligen skulle oplyse navnligen hans Ungdoms Liv og Strid, hvorfor de vist ville meddele meget om de samtidige aandelige og kirkelige Bevægelser hos os; de ere, om end mindre fuldstændigt, fortsatte indtil de senere Aar. Endelig findes det Værk om Christendommens ældste Historie, af hvilket i flere Programmer og i theol. Tidsskrift Brudstykker have været meddeelte, som det synes, saa vidt udarbeidet, at det forhaabentligt kan udgives som et Hele. Fra Kjøbenhavns Præsteskab" er udgaaet en Indbydelse til at opreise Biskop Mynster et passende Monument i Frue Kirke. Sfulde der indkomme Mere, end der behøves, er det foreslaaet at lægge det til Biskoppens Jubilæums Legats Fond. Til at forestaae Udførelsen, vil en Comitee blive nedsat. Bidraget er foreslaaet til 1 Rbd. og modtages af enhver af Stadens Præfter, saavelsom i den Gyldendalske og Reizelske Boglade. e. Den danske Kirkes Historie efter Reformationen ved Ludv. Helweg. 3 Hefter. Kbhvn. 1849–53. En Fremstilling af den danske Kirkes Historie maa væsentligen blive en Ekildring af det danske Folks hele aandelige Udvikling, forsaavidt denne er fjendelig af dets Literatur og Videnskabelighed, af de forskjellige Foranstaltninger til at fremme kirkelige Diemed. Det er fra dette Synspunct, nærværende Bearbeidelse er anlagt". I disse Forordets første Ord have vi Forfatterens egen Anskuelse, efter hvilken han vil have sit Arbeide bedømt. Nærværende Anmeldelse vil ikke begynde med nogen Indsigelse imod, at Fremstillingen af den danske Kirkes Historie væsentligen falder sammen med Skildringen af det Danske Folks hele aandelige Udvikling, og at der ikke skulde være andre Factorer, end de nævnte, til at kjende Folkets aandelige Udvikling, nagtet der kunde være Grund til en saadan Indsigelse; derimod vil han begynde med at udtale sin Overbeviisning, at vi i dette Forfatterens Værk have en omhyggelig, grundig, for en stor Deel upartist Fremstilling af den danske Kirkes Historie efter Reformationen, bygget paa trykte og utrykte Kilder, som ere benyttede med Samvittighedsfuldhed. Og hvem har ikke med Glæde hilset et saadant Arbeide, der afhjelper et væsentligt Savn i vor Literatur? Thi uagtet alle de mange fortrinlige Specialafhandlinger angaaende den danske Kirkehistorie, vi skylde ældre og nyere Forskere, hvis Navne ere altfor be= kjendte til at fremstille dem her, have vi dog hidtil ikke havt nogen sammenhængende Fremstilling, der fortsatte Münters fortjenftfulde paa Tydsk udgivne Værk, eller kunde gjøre hvad der er nedlagt i Pontoppidans Annaler almindeligt tilgjængeligt. Saaledes har Forfatteren den Fortjeneste, at han har betraadt en ny Bane og samlet under et Overblik og under bestemte Anskuelser hvad der findes adspredt paa mange forskjellige Steder; han er ogsaa den Første, som hos os har fortsat Kirkehistorien, hvad vort Fædreneland angaaer, indtil den nyeste Tid; det tredie. Hefte ender med 1784 og bebuder sin Fortsættelse af de kommende Dage. Man har anket over den annalistiske Form, i hvilken denne Historie er affattet, ligeledes over, at den ikke indeholder synderlig vigtige og almeeninteressante Bedivenheder. Imod den første Anke kan med Grund bemærkes, at det lod sig ikke ret vel gjøre anderledes, end at holde paa en tidsfølgende Fremstilling, saafremt man vilde bevare den historiste Troskab; den saakaldte pragmatiske Udvikling er formedelft dens Misbrug kommen i stærk Vanrygte i den senere Tid, i hvilken den historiske Fremstilling lader Begivenhederne, saaledes som de udgaae fra de tilgjengelige kilder, tale og iffe Forfatterens Formeninger om Begivenhedernes Grund og Oprindelse. Forf. af denne Kirkehistorie undlader heller ikke ved Enden af visse Afsnit, navnligen ved Slutningen af Kongernes Regjering at kaste et Blik tilbage og give Læseren en Belysning af de Grundtræk, som gaae igjennem de nævnte Tidsrums Betragtning af Kirkens Anliggender. Hvad den anden Anke angaaer, da tilstaaer Forf. selv, at vi kun sjeldent eller aldrig møde voldsomme Omslag, ivinefaldende Katastropher, men den rolige, gradvise Udvikling"; dette ligger i den danske Folkecharacteer, hvis Bestndighed og Mildhed gjør, at Revolutioner og Tidsbevægelser, som hos andre Nationer frembringe voldsomme Rystelser, her kun fremkalde lette og snartforbigaaende Svingninger. Det første Afsnit indbefatter Tiden fra 1536 til 1617, eller til Reformationens første Jubelaar, i hvilket den evangeliste Statskirke dannede sig hos os og maatte fjæmpe deels imod den gamle katholste Lære og Forfatning, der nødigen forlod sine Enemærker, deels imod den indgroede Overtroe og Vankundighed, som havde sat sig fast i Folket, deels imod Sværmeriet og den falske Emancipation, der vilde nyde Godt paa sin Viis af den evangeliske Frihed. Man er vant til at fremstille Reformationstiden i Danmark som en levende Opvækkelses og Begeistringstid og bedømmer Tiden efter de enkelte fremragende Personligheder og den Bevægelse, som knyttede sig til deres Virksomhed; Forfatteren deler ikke denne Illusion. Uagtet (see P. 40) han anerkjender det Store, som Herren havde for med fin Kirke og den Udvikling, denne fik ved Reformationen, saa dølger han ikke de store Brøst, som fandtes baade hos Præfter og Menigheder, hvilke toge den gamle Fordærvelse over med fig i de nye Forhold og først langsomt tilegnede sig de Goder, Kirkeforbedringen skulde bringe dem: „det gjaldt, som Forf. figer, (P. 42) saavel at overvinde den raadende Kjødelighed og Ligegyldighed, der ringeagtede alt Aandeligt, som at sprede den tykke Uvidenheds Mulm, hvori de evangeliske Sandheder vare indhyllede". Heri stemmer han med Pontoppidan (3die D.), men iffe med dem, som ville fremstille den svundne Tid i et Rosenskjær. Almuens Vedhængenhed ved Helgene, ved Korstegn, ved Valfarter til Hellige kilder og Bedesteder (P. 99), en lang Tid efter Reformationen, ere altfor talende Beviser imod deres Lovpriisning af hiin Periode, som om den ved Begeistringens Magt havde fremkaldt Troens Fylde og Erkjendelsens Reenhed. Defto større er ogsaa de Mænds Fortjenester, som ved Skrifter og personlige Bestræbelser arbeidede for at bringe Christendommens rensede Lære og den evangeliske Sandhed til Live i Folket; og |