Ugeskrift

for den evangeliske Kirke i Danmark,

under Medvirkning af

Prof. I. F. Hagen, Pastor P. E. Lind og Pastor C. Rothe,

udgivet af

3. M. L. Hjort, Candidat i Theologien.

Nr. 1.

Den 6te Januar.

1854.

Indhold: 1. Om liturgisk Gudstjeneste; af Prof. Claufen. 2. Uddrag af Mormonskrifter. 3. Tillade Mormonerne Fleerkoneriet? af D. 4. KirkeCommissionen. 5. Pontoppidan, Veiledning til Bedømmelse af Opvækkelsen; anmeldt af H. 6. Herz, Geistlig-statistisk Calender; anmeldt af Udgiveren. 7. Ledige Embeder, Entledigelser og Uonævnelser.

Om liturgist Gudstjeneste.
Af Dr. H. U. Clausen.

Endstiøndt kirkelige Andagtstimer uden Prædiken er en Form

for Gudstjenesten, som har historisk berettiget Plads i den protestantiske, navnlig den lutherske Liturgie, og ogsaa har været organiseret i den danske Kirke 1), er dog den friere og bevægelige Mangfoldighed, som Reformationen lod tilbage i Cultusformerne, efterhaanden gaaet tabt, saa at neppe Bevidstheden om den tidligere Brug er bevaret i Menighederne. Prædiken og Gudstjeneste ere hos os som andetsteds bleven omtrent eenstydige Benævnelser, og det kan derfor ikke vække Forundring, om en Adskillelse af kirkelig Gudstjeneste fra Prædiken hist og her bliver 1) See Engelstoft: Liturgiens Historie i Danmark, S. 88 f.

betragtet som Yttring af ubetimelig Nyhedssyge, og mødes med Betænkelighed, Mistro eller Uvillie.

Tvivlsmaalet eller Indvendingen, der høres, bliver undertiden holdt i temmelig taaget Almindelighed. Der ymtes saaledes om en Frygt for, herved at rykke den katholske Gudstjeneste et Skridt nærmere. En saadan Frygt beviser i sig selv intet andet end den gamle Fordomsfuldhed, hvormed Protestanter have vænnet sig til at betragte den katholske Cultus. Eller er man saa vis derpaa, at der ikke lader sig gjøre adskillige Skridt i tilnærmende Retning, som kunde være vor Gudstjeneste til Baade? troer man virkelig, at det liturgiske Udskillelsesarbeide er bleven udført paa saa uforbederlig en Maade, at der iffe skulde være vragede og forkastede Elementer, som kunde fortjene at gjenoptages? og hvorledes skulde der vel kunne spores Katholicisme, i Ordets forkastelige Betydning, i en Gudstjeneste, der bevæger sig fra først til sidst i og ved Ordet i Folkets Tungemaal? Men den hele Betænkelighed falder historist hen i Intet, naar det er vitterligt, at vi her have en Tilbagevenden for os til en aldeles legitim, en god og gammel protestantisk Cultusform. En anden Indvending er den: at der herved lettelig bliver aabnet en Smugvei for det æsthetiske Element, hvorved vor Gudstjeneste kan blive ført paa farlige Afveie, en vis forfinet Aandsnydelse kan træde i den sande Opbyggelses Sted. Vi ere her ved et Punkt, hvor det kan blive vanskeligere at enes; thi Spørgsmaalet dreier sig her om et Mere eller Mindre, et for Meget eller for Lidet. For Puritanerne staae vi, i al vor store Tarvelighed, som de, der i vore Kirker svælge i forfængelig Dies- og Dres - Lyft. Men om det nu skulde lyffes at bringe ikke blot noget større Harmonie, men ogsaa noget større Afverling ind i vor Kirkesang, at hæve Altertjenesten frem ved noget fyldigere og rigere Omgivelse, ja om der endogsaa skulde kunne være Formodning om, at En eller Anden ligesaa fuldt, maaskee mere, søgte Kirken for Liturgiens end for Prædikenens Skyld: skulde heri være grundet Anledning til Frygt? Men i alt Fald vil der netop i denne Frygt, saa vidt udbredt og saa dybt rodfæstet, i denne Mistro til den æsthetiske Virkning af Gudstjenesten, som er bleven liturgist Kjendings

mærke for de protestantiske Menigheder, ligge en stor Grund til Beroligelse i denne Henseende. Naar hertil kommer den Grundighed, hvormed de protestantiske Kirker efter Reformationen ere blevne stilte ved deres Midler, saa at det maatte blive Menighederne selv, der vilde komme til at bære Udgifterne ved Bestræbelsen for at forhøie Gudstjenesten i æsthetist Henseende, saa kan man vist uden al Bekymring for Fremtiden see paa de enkelte Skridt, der foretages i denne Retning.

Noget ganske andet var det, dersom der var Tale om, ved Fremhævelse af det liturgiske Element i Gudstjenesten at gjøre Indgreb i Prædike-Gudstjenesten, eller endogsaa om at stille en liturgist Gudstjeneste sideordnet med denne. Thi den Grundsætning: at den evangeliske Fælledsopbyggelse fremmes sikkrest og frugtbarest derved, at Menigheden føres ind i det guddommelige Ord, at dette Ord bliver, under forskjellig Form og að forskjellig Vei, ført ud i Livet, tør vor Kirke vistnok ikke opgive eller svigte i Gjerning. Men i denne Retning veed jeg iffe, at Ordet nogetsteds er bleven ført for den liturgiske Gudstjeneste, og allermindst hos os. Der har alene været tænkt paa at indrømme den en beskeden Plads som indledende og forberedende før den egenlige Hovedgudstjeneste. Man har tænkt sig, at den kunde træde til som et nyt Led, stikket til at udfylde et tilstedeværende Savn, at den for det Første kunde passende henlægges til Aftenerne forud for Kirkens høie Festdage, og at det muligen med Tiden kunde lykkes under en lignende Form at faae en kirkelig Andagtstime ordnet ogsaa paa de søgne Dage.

Naar dette er Sagens Stilling, synes det vanskeligt at fatte, hvortil den ugunstige Stemning skulde kunne støtte sig, naar man iffe tilsidst skal blive ført til den Paastand: at den christelige Andagt overhovedet ikke skal kunne finde Tilfredsstillelse i Kirken uden ved Prædikenens Hjælp. Men - for her iffe at komme dybere ind- hvor vovet vilde ikke en saadan Paastand være! til hvor misligt Resultat vilde den ikke føre! Thi det vil dog uden Tvivl blive indrømmet, at det fun er under Betingelser, at Prædikenen kan gjælde som det ypperste Befordringsmiddel for den kirkelige Fælledsandagt; men disse

Betingelser staaer det ikke i Kirkens Magt at skaffe tilveie. Og hvad da?

Allerede den ene Betragtning synes her at maatte være tilstrækkelig: at en Udvidelse af de kirkelige Andagtstimer ud over Søndagen bliver fra alle Sider anseet som ønskelig, men at en saadan Udvidelse neppe synes mulig uden under en Form, hvorved Fordringen til de Geistliges Tid og aandelige Kræfter ikke ville stige paa ganske uforholdsmæssig Maade. Men man kan vel uden Betænkelighed gaae et Skridt videre. Thi selv om der kunde vindes i samme Forhold forøgede Kræfter til at bestride Arbeidet, selv om ikke en vis Dekonomiseren med Ordets Forkyndelse turde være i Prædikenens og Kirkens Interesse, kunde der vistnok være god Grund til at søge en gudstjenstlig Form, der kunde staae som Supplement til den egenlige Hovedgudstjeneste, hvis Midte og Kjernepunkt Prædikenen er.

Heri ligger aldeles ingen Miskiendelse af, at den fuldstændigste, dybeste og frugtbareste Opbyggelses Virkning udgaaer fra den frie Forkyndelse og Anvendelse af det guddommelige Ord. Men denne Virkning af den homiletiske Gudstjeneste er ikke alene afhængig af personlige Betingelser; den forudsætter tillige et vist sympathetisk Forhold imellem Prædikant og Tilhører. Ikkun under denne Forudsætning er det muligt for Prædikanten at holde Tilhørerens Tanker fast, muligt for Tilhøreren at lade sig lede i det Spor, hvor Prædikenen fører hen. Men dette er et Forhold, som ei engang imellem de samme Personligheder er det samme til enhver Tid. Hvor tidt kan ikke Sjelens øieblikkelige Stemning føre i anden Retning, trænge til anden Næring, søge anden Tilfredsstillelse end den, der bydes! Men hvad der er vanskeligt eller aldeles ikke opnaaeligt, hvor Tanke og Betragtning er udpræget i bestemt Form, forfølger en bestemt Udviklingsgang, og saaledes træder overfor en Kreds af Tilhørere, der medbringe forskjellig Stemning, forskjellig Trang, det kan opnaaes ved en Gudstjeneste, som er holdt i den almindelige Form af Lectie, Bøn og Psalme, som ikke gjør større Fordring end at imødekomme eller fremkalde og nære den fromme, andægtige Stemning ved at anslaae de Grund

toner, der finde Gjenklang hos Alle, og overlader det til den Enkelte selv at modtage de hellige Indvirkninger, Enhver efter fin Stemning, at gjøre dem frugtbringende, Enhver efter sit aandelige Behov. Vil man svare, at dette er en ufuldkommen, en forbigaaende, let skuffende Indvirkning, da ville vi ikke sige imod. Men bør Kirken forsmaae denne Indvirkning? bør den agte det for ringe Vinding, om det derved kan lykkes den at drage Mangfoldige inden de hellige Mure, som ellers blive udenfor? og skulde det ikke være igjennem disse Stemninger, oftere fornyede, at Veien kan ventes lidt efter lidt beredet for Opbyggelsens fuldstændigere Midler?

Saaledes betragtet: som en Gudstjeneste, hvor Kirken bliver ftaaende ved ordnet Anvendelse af de almindelige Andagtsmidler, hvor den indskrænker Formaalet til en andagtvækkende, fromtstemmende Virkning, men derfor ogsaa kan vente at naae dette Maal i vid Udstrækning, maa det uden Tvivl erkjendes, at en liturgist Gudstjeneste, vel anlagt og udført, vil indtage en Plads i den protestantiske Cultus, til hvis Udfyldning der er Trang.

Nærmere at klare den Betydning, der tilkommer en Udvidelse af vor kirkelige Gudstjeneste i den her omhandlede Retning, maa være overladt til Erfaring; og det kan derfor ikke andet end paaskjønnes, at et Skridt omsider er gjort i denne Henseende ved den Aftentjeneste, som nylig er bleven afholdt Juleaften i Frue Kirke. I det veldædige Indtryk, den uden Tvivl i al fin Simpelhed har frembragt, er den bedste Retfærdiggjørelse givet. Ved Bistand af en eller anden af de Sangforeninger, vi have i vor Midte een endogsaa udelukkende henvendt til den kirkelige Tonekunst vilde den høitidelige Virkning vistnok kunne være bleven forhøiet i betydelig Grad; ei engang den gamle Verelsangs-Form, det nærmestliggende Middel til at bryde Psalmesangens Eensformighed, blev afbenyttet. Men det er ganske vist bedre betænkt at gjøre Begyndelsen saaledes, at der er forbeholdt Plads til Udvidelse, end saaledes, at der skulde maatte gjøres noget Skridt tilbage.